Making the World's Ends Meet

Vincent Browne takes on Klaus Masuch over the issue of the Irish people having to foot the bill for unguaranteed bondholders.

Source : http://www.youtube.com/watch?v=HAf7J4a_T1g

By Morten Blaabjerg, Ildhavet

Forfatter og debatredaktør m.v. Bjørn Bredal skriver 9. januar 2012 i en signatur i Politiken :

Ophavsret er en pest for kunst og idéer

Rettighedsindustrien har udviklet sig til det rene galimatias.

Af Bjørn Bredal, lederskribent

Der går en ødelæggende juridisk epidemi gennem det internationale kunstliv: ophavsret, copyright, royalty.

Under det lille symbol © gemmer sig et onde, hvis omfang de færreste gør sig klart, fordi det kun dukker op i den offentlige debat, hver gang nogen forlanger at blive bedre ’beskyttet’.

Men ophavsretten og hele den juridiske industri, der er knyttet til den, beskytter ikke, den dræber. Og det frygtelige er, at mange af de kunstnere og kreative mennesker, der forlanger mere ophavsret, ikke har tilstrækkelig distance til hele problematikken til at se, at de nærer et monster, som æder dem selv.

De ser sig blinde på deres eget lille hjørne af den ophavsretlige virkelighed og tror, at copyright grundlæggende er deres ven. Men den er deres og samfundets fjende.

Nu senest satte EU så ’beskyttelses’-perioden for musikoptagelser op fra 50 år til 70 år. Et lodret vanvid, som følger op på det samme vanvid, som i 1990’erne førte til udvidelse af ’beskyttelses’-perioden for døde komponister, forfattere, malere etc.: Kunstnerne dør – og så skal de beskyttes!

Logikken er til at græde over, og det var slemt nok, så længe ’beskyttelsen’ var 50 år: Vi taler helt enkelt om en syg mekanisme, der flytter penge over fra den levende kunst og de levende kunstnere til deres arvinger og især til hele den industri, der administrerer rettigheder.

Og nu får denne industri 20 år ekstra at gøre ondt med: indtil 70 år efter at den sidste Beatles er død (hvilket vil sige, at den sidste Beatles’ børn også er døde) vil der stadig sidde nogen og ’have rettighederne’ til The Beatles’ musik. Tænk, hvis de milliarder gik til den levende kunst.

Lige for tiden er det især filmindustrien, der forlanger sig bedre ’beskyttet’. Folk downloader film fra nettet uden at betale, og det går selvfølgelig ud over filmindustriens indtægter. Og muligvis er der ræson i at bremse den trafik på en eller anden måde – i nogle få år efter at en ny film har haft premiere.

Vi har alle en praktisk interesse i, at filmindustrien kan fungere og udvikle sine produkter akkurat ligesom medicinalindustrien og alle andre industrier: Hvis enhver blot kan kopiere den nyeste medicin eller den nyeste film, i samme øjeblik den kommer på markedet, bliver der jo aldrig råd til at udvikle den næste pille eller den næste film.

Så selvfølgelig skal vi have noget lovgivning omkring rettigheder, patenter og praktisk brug af nye ideer og produkter, herunder kunstneriske produkter. Men denne selvfølgelighed burde aldrig være andet end en undtagelse fra hovedreglen: Enhver offentlig idé er offentligt eje.

Så længe du har en idé inde i dit hoved, så er den din (’Tanker er toldfri’) – men slipper ideen ud af dit hoved, så tilhører den menneskeheden. Der er to niveauer her, et principielt og et praktisk. Principielt burde der ikke findes copyright overhovedet, hvis man spørger mig.

Gælder det ikke bare om, at så mange som muligt ser den nyeste film af Lars von Trier eller Susanne Bier? Er det ikke i samfundets interesse, at nye tanker, former, udtryk, ideer, fortællinger, sange, billeder kan blive til glæde for så mange som muligt så billigt som muligt og meget gerne gratis?

Det er frygtelig forkert, når fortalere for ’mere beskyttelse’ på et eller andet område straks sætter sig op på en høj moralsk hest og taler om ’tyveri’ og ’kriminalitet’ hos dem, der glad og gratis bruger løs af kunsten.

Billedsproget spærrer for udsigten til de praktiske problemer, der skal løses, og fører til det ødelæggende galimatias, som rettighedsindustrien er blevet.

Det er forfærdeligt, at Det Kongelige Teater ikke kan opføre en opera af Richard Strauss uden at betale en formue til den for længst døde komponists oldebørns advokater; at lærere på skoler og universiteter ikke kan vise et billede af Picasso uden at begå en ulovlighed; ja: eller at en gymnasielærer ikke kan vise den lille dumme kommentar, du læser netop nu, til sine elever, uden at gymnasiet skal betale royalty for det.

Jeg vil så meget hellere have, at 100 gymnasieelever læser min kommentar, end at jeg får et par hundrede kroner udbetalt fra et firma, der for tiden vokser fuldstændig vildt i sin egen ødelæggende logik og hedder Copydan eller Tekst og Node, eller hvad det aktuelle navn nu er for den rettighedsindustri, der søger at hindre, fordyre og forkrøble udbredelse af tanker og ideer.

Det er en skændsel i et demokratisk samfund, at en flok elever i en skoleklasse ikke kan sidde og diskutere en aviskommentar, se et filmklip eller lære om et maleri, uden at det skal koste skolen dyrt.

I småt og stort: © er altid et problem, meget sjældent en løsning.

Det eneste jeg er uenig med Bjørn i er, at vi ‘selvfølgelig’ skal have denne type skidteras i vores lovgivning. Jeg mener tværtimod som det vil være mange bekendt, selvfølgelig at vi skal helt af med den. Mange af argumenterne herfor kommer Bredal ind på i sit indlæg. Fantastisk at læse dette skarpskud fra Bjørn Bredal. (Via Claus Pedersen på Facebook)

Via Ildhavet

By Paul Sawers, The Next Web – January 13, 2012 at 06:33PM

A UK student has learned that he will be extradited to the US to face copyright infringement charges, after he created a website that helped people view films and TV shows for free.

US authorities claim that 23-year-old Sheffield undergraduate Richard O’Dwyer earned thousands of pounds by linking to and promoting copyrighted content, but he profited not by directly charging users but through hosting advertising on the TVShack website.

The main argument in the student’s defence case was that the site didn’t actually store copyrighted material, and it merely linked users to content held elsewhere, with his lawyer Ben Cooper citing both Google and Yahoo! as examples of other sites that do the same thing. Cooper also claimed that O’Dwyer would be the first UK citizen to be extradited for such an offence and was being used as a guinea pig for US copyright law.

Whilst the final decision is still pending appeals, O’Dwyer faces jail if he’s convicted of the allegations, which came as a result of a crackdown on copyright infringement by the US Immigration and Customs Enforcement agency. The two charges – conspiracy to commit copyright infringement and criminal infringement of copyright – each carry up to five years sentences.

Police officers from the UK and America swooped on O’Dwyer’s home in South Yorkshire and seized equipment in November 2010, but no criminal charges followed from the UK authorities.

In May last year, however, the US Justice Department requested that Richard O’Dwyer be extradited to the US under the Extradition Act 2003, after the Southern District Court in New York brought two charges against him for copyright infringement regarding his website that was hosted at TVShack.net.

Following the extradition request, O’Dwyer was released on bail by UK authorities, and then he appeared in Westminster magistrates court for a preliminary hearing, at which point his lawyer opposed the ruling, arguing that any prosecution should take place in the UK, as TVShack was not hosted on American servers.

This is a key point of contention in the case. Even without looking at whether what O’Dwyer did was illegal or not, the involvement of US courts has baffled many parties.

The key facilitating factor that has let this case proceed to this stage, is the 2003 US-UK Extradition Treaty, which allows suspects to be extradited to the US without UK courts having to consider the evidence first. Conversely, UK prosecutors must submit their evidence to US courts before making an extradition request. Indeed, this has led to a number of civil liberties groups raising the question about why the UK Government hasn’t pushed to amend the Extradition Act 2003.

Isabella Sankey, director of policy for Liberty, has previously said: “Enacting the forum amendment would have been quite simple. It’s not that we’re arguing that in every case where activity has taken place here we shouldn’t allow people to be extradited. But we should at least be leaving our judges some discretion to look at the circumstances.”

By enigmax, TorrentFreak – January 13, 2012 at 06:22PM

In November last year, as part of his continuing struggle to avoid extradition to the United States, Richard O’Dwyer, the former administrator of the now defunct UK-based video links site TVShack, appeared at Westminster Magistrates’ Court.

The case was eventually adjourned, with accusations from Richard’s lawyer Ben Cooper that US authorities were unfairly trying to gain the upper hand through unreasonable delays. Nevertheless, all parties were back in court today to hear the judge’s ruling.

“There are said to be direct consequences of criminal activity by Richard O’Dwyer in the USA albeit by him never leaving the north of England,” District Judge Quentin Purdy said in his ruling. “Such a state of affairs does not demand a trial here if the competent UK authorities decline to act and does, in my judgment, permit one in the USA.”

“I reject all challenges advanced to this request. No bars or other challenge being raised or found, I send the case to the Secretary of State,” he concluded.

Richard’s most vocal supporter, his mother Julia, voiced her despair and continued with her criticism of the UK’s extradition treaty with the US.

“If [the US authorities] want to prosecute something they will. There’s no safeguards here for British citizens,” she said.

The Judge did not have the “technical brains to know about the whole thing,” she noted, adding: “That guy just lives and breathes extradition.”

Ben Cooper described Richard as an extradition and copyright law “guinea pig”, adding that he would launch an appeal.

Source: TVShack Admin Can Be Extradited To US, Judge Rules

By Mike Springer, Open Culture – January 13, 2012 at 06:10PM

In his 1998 essay, “Scorsese Learns From Those Who Went Before Him,” Roger Ebert writes, “There is no greater American filmmaker right now than Martin Scorsese, and hasn’t been for some time, perhaps since Welles and Hitchcock and Ford died, and yet to talk with him is like meeting this guy who hangs out all the time at the film society.”

Scorsese is a highly prolific filmmaker, but even while pressing ahead he is always looking back, revisiting the films that have inspired him since he was an asthmatic child haunting the theaters of New York City. In A Personal Journey with Martin Scorsese Through American Movies, the great director says:

I’m often asked by younger filmmakers, Why do I need to look at old movies? I’ve made a number of pictures in the past 20 years. And the response I find that I have to give them is that I still consider myself a student. The more pictures I made in the last 20 years, the more I realized that I really don’t know. And I’m always looking for something or someone that I can learn from. I tell the younger filmmakers to do it like painters do. Study the old masters. Enrich your palette. Expand the canvas. There’s always so much more to learn.

A Personal Journey was completed in 1995. The three-part documentary formed the American part of The Century of Cinema series sponsored by the British Film Institute. The film was co-directed by Michael Henry Wilson, features a title sequence by Saul Bass and was cut by Scorsese’s longtime editor, Thelma Schoonmaker. In Scorsese on Scorsese, Wilson talked with Schoonmaker about the grueling experience of editing A Personal Journey at the same time she was racing to complete the three-hour Casino. Schoonmaker said:

It was too much! At one point, Marty asked me to abandon the documentary. He was terribly worried that I’d be slowed down by A Personal Journey, another monumental job, and that we wouldn’t be able to deliver Casino on time. I told him it was impossible to stop and he agreed. He even said that in the long term, A Journey would perhaps be more important than Casino.

You can watch a 133-minute version of A Personal Journey above, courtesy of the BFI. (Be patient and allow an extra moment for the film to load.) A deluxe edition of the original 225-minute documentary is available for purchase on DVD.

A Personal Journey with Martin Scorsese Through American Movies is a post from: Open Culture. Visit us at openculture.com, or follow us on Facebook, Twitter and now Google Plus.

Vi ses på tv
Medier og intimitet
Anne Jerslev Gyldendal 2004
272 sider, 298 kr.

Af Claus Krogholm Sand

Big Brother, Robinson Ekspeditionen, reality-tv. Hvad har det i grunden med virkelighed at gøre? Det hele foregår i kunstigt skabte miljøer, det er åbenlyst iscenesat og redigeret, og det er spil og konkurrencer, der driver aktørerne. Så hvor er der reality i reality-tv? Spørgsmålet er måske forkert stillet. Det handler snarere om, at vort begreb om virkeligheden har forandret sig.

Skred i offentligt og privat
Situationen er velkendt fra hverdagen, bussen eller toget: vi bliver — ufrivilligt — vidner til et andet menneskes private samtale ført over mobiltelefonen. Denne nye teknologi har bragt det ofte meget private ind midt i det offentlige rum. Det kan for nogle virke nærmest blufærdighedskrænkende således at blive “påtvunget” indblik i for eksempel unges seksuelle eskapader i weekenden, når disse deles med venner via mobiltelefon. For andre er denne intimitet åbenlyst en naturlig del af adfærden i det offentlige rum.

Det er ikke mindst dette skred i opfattelsen af, hvad der er offentligt og hvad der er privat, som Anne Jerslev hæfter sig ved, når hun forsøger at indkredse fænomenet reality-tv. Anne Jerslev vil ikke blot afskrive reality-tv som det kommercielle tvs spekulation i identitetssøgende unges desperate behov for at eksponere sig selv. I stedet ses reality-tv i et bredere, historisk perspektiv, hvor også udviklingen inden for dokumentargenren og på kunstscenen inddrages. De forandringer, der har præget de sidste 30 år inden for det politiske og sociale rum, inden for medier og kunst osv., er nødvendige for at forstå reality-tv.

Reality-tv kan siges at være opstået for 30 år siden med dokumentar-serien An American Family, der i 12 afsnit fulgte familien Loud gennem blandt andet en skilsmisse. Serien var dengang voldsomt omdiskuteret, blandt andet fordi man overskred grænsen mellem det offentlige og private ved at gå helt ind i kernen af intimsfæren: familien. Det blev diskuteret, hvad serien i grunden dokumenterede: opløsningen af familien som socialt forankringspunkt — eller blev familien opløst som følge af kameraets tilstedeværelse? Under alle omstændigheder markerer serien begyndelsen på den udvikling, der foreløbig er kulmineret med reality-tv: at man kan blive kendt på at være den, man er, og ikke ved at være noget særligt.

Iscenesætter autenticitet
Reality-tv, der dækker over en række forskellige programtyper, karakteriseres ifølge Anne Jerslev ved serieformatet, ved en faktakontrakt med seerne, ved at være underholdende, ved genreblandinger og ved at iscenesætte og producere autenticitet og intimitet. Anne Jerslev bruger også begrebet følelses-tv om denne udvikling. Videre kan reality-tv inddeles i tre overordnede kategorier:

REALITY-DOKUMENTAR. Omfatter serier som Cops, Livet er fedt og Stripperkongens piger. Det er programmer, der går ind i eksisterende miljøer, men som i modsætning til andre dokumentarprogrammer først og fremmest er underholdende.

REALITY-MAGASIN. For eksempel Kriminalmagasinet og Station 2.

REALITY-GAMESHOW. For eksempel Robinson Ekspeditionen og Big Brother. Her er der tale om, at programmet iscenesætter en social virkelighed med indbygget konfliktpotentiale (deltagerne skal fungere både som venner og konkurrenter). Det er programmer, der tilstræber liveness, det vil sige en oplevelse af, at det foregår her og nu (skønt programmerne er redigerede). Der er endvidere tale om mediehybrider, hvor der ved siden af tv også er tale om en interaktiv ageren med programmet via internet og sms, samt at en stor del af programmernes drama udspilles i formiddagsaviserne og ugebladene.

Andet end spekulation
I sine grundige analyser af de forskellige programtyper kortlægger Anne Jerslev forbilledligt den udvikling, der er sket i medielandskabet de sidste 30 år. Kameraer, lyssætning og det øvrige produktionsapparat var for 30 år siden så omfattende, at det næppe har kunnet undgå at indvirke på familien Louds hverdag. I dag er kameraer og mikrofoner så små, at de let lader sig overse. Desuden er tilstedeværelsen af et kamera i dag ganske upåfaldende. Men den udvikling der især har fundet sted er, at hvor kameraets tilstedeværelse oplevedes som et forstyrrende fremmedlegeme for familien Loud, så ignorerer dagens Big Brother-deltagere ikke nødvendigvis kameraet, men agerer naturligt foran kameraet. De poserer for kameraet, ikke fordi de spiller roller, men fordi de er bevidste om at agere sig selv foran kameraet. De formes ikke af mediet, men skaber sig selv i og igennem mediet.

At der er tale om en ny form for ageren i et socialt rum, der i høj grad også er et medie-rum, dokumenteres af det interessante empiriske materiale, Anne Jerslev inddrager: 442 danske stile om reality-tv, der blev afleveret ved studentereksamen på Højere Handelseksamen i 2002. Disse vidner om en ny form for social og kulturel dannelse, der foregår i vennegrupper snarere end i familien og som i høj grad bruger medierne og medierummet til refleksion.

Anne Jerslev har skrevet en fortrinlig bog om reality-tv. Fænomenet bliver på oplysende vis sat ind i en historisk, social, kulturel og æstetisk kontekst, der gør det muligt at se reality-tv som andet end endnu en omgang spekulation i det pinlige og private. Bogen er akademisk i anslaget, med et fyldigt noteapparat, og henvender sig nok især til universiteternes medieuddannelser, men vil givet også kunne finde anvendelse i gymnasierne.

Kilde : Ekkofilm.dk. Bogen er desværre p.t. udsolgt fra forlaget.

Shared via Posterous on January 12, 2012 at 11:49AM

Reality-tv, docu-soaps, hverdagsdokumentar – begreberne svirrer gennem luften. Men de nye genrer opfinder ikke en ny dokumentarisme, snarere videreudvikler og kombinerer de elementer fra den allerede eksisterende dokumentariske tradition.

Af Ib Bondebjerg

Dokumentarismen har længe været på det danske tv-marked, og den har fået en markant ny styrke efter monopolbruddet i 1988. Dokumentarismen er blevet et centralt parameter i tv-stationernes indbyrdes konkurrence – både i form af dybdeborende, journalistiske dokumentarudsendelser (f.eks. Michael Klint og Henrik Grunnets Den perfekte patient, 1996) og observerende dokumentarprogrammer fra hverdagslivet (f.eks. Lars Engels’ Pigerne på Halmtorvet, 1992).

Dokumentarudsendelser har ofte fået næsten lige så høje seertal som tv-fiktionen, der er dyrere at producere. Men fra slutningen af 1990’erne hedder det nye fænomen pludselig ”reality-tv”, og det er ikke længere bare tv, men vidtforgrenede mediebegivenheder. Både Robinson Ekspeditionen (TV3) og Big Brother (TvDanmark) skaber medieomtale og forsidestof i alle landets aviser og sladderugeblade samtidig med, at de er vidtforgrenede Internet-begivenheder.

Forlængelse af skolegården
Egentlig er et program som Big Brother meget kedeligt og trivielt tv. Det er ikke et fortættet drama som i fiktionen eller dramatisk-journalistisk afslørings-tv, men det seje hverdagsflow tilsat lidt rollespil, skæg og ballade og indimellem også emotionelle sammenbrud, psykologisk konflikt og gruppe-krise for åben skærm. Tiltrækningskraften for deltagerne og publikum ligger i konkurrencemomentet og drømmen om medie-berømmelsen, men også den simple sociale og psykologiske identifikation og legen mellem rolle og autenticitet. Og så er det ikke mindst forventningen om og spillet omkring det seksuelle – kroppen, det intime – som blæses ud i det offentlige rum i den redigerede tv-version og den fulde Internet-version, hvor opasia.dk reklamerer med at have badeværelset/soveværelset.

Det er nok ikke tilfældigt, at den slags programmer hitter nu. Ikke mindst de unge, som disse programmer i høj grad henvender sig til, er vokset op med tv og de mange ungdoms-soaps og deres uendelige rollespil og konflikter (f.eks. Beverly Hills 90210), med chat-rum, MUDs og virtuelle verdener og spil på Internettet og computeren. De er kort sagt vokset op i en medieverden, hvor det at simulere og spille roller i forskellige sociale universer og fantasiverdener udgør en forlængelse af skolegårdens og fritidsfællesskabernes sociale og psykologiske rum. De har et blasert, indarbejdet og mediebevidst forhold til medievirkeligheden som simuleret rollespil, med dem selv som aktiv medspiller.

Big Brother som reality-tv er i den forstand endnu et virtuelt spil på tv og nettet, men denne gang med rigtige personer og karakterer, som man både kan kigge voyeuristisk på og deltage i spillet omkring. Både denne form for reality-tv og andre er i den forstand en forlængelse af hverdagslivets identitetsspil. Reality-tv forener hverdagens omgangsformer med fiktionens iscenesatte univers og Internettets interaktive simulerede rum og fællesskaber.

Den dokumentariske tradition
Privatiseringen og intimiseringen af den offentlige diskurs og fokuseringen på hverdagslivets erfaringer via enten almindelige menneskers dagligliv eller institutionernes indre liv er en proces, der længe har stået på i film og tv.

Den observerende, filmiske dokumentarisme – f.eks. hos amerikaneren Frederick Wisemann – har siden omkring 1960 udforsket det indre liv i forskellige typer af institutioner og i en indirekte stil dokumenteret hverdagslivets mikrokosmos og institutionernes skjulte magtstrukturer. Helt tilbage til 1948 sendte man på amerikansk tv-magasinet Candid Camera, og fra 1970’erne blev sådanne programmer med almindelige mennesker fanget i ualmindelige hverdagssituationer – f.eks. Real People (1979-) – mere udbredte.

Allerede i 1973 sendte den amerikanske tv-station PBS den første egentlige reality-tv-serie, An American Family, hvor amerikanske seere kunne følge en tilsyneladende almindelig families udvikling og gradvise indre opløsning gennem et år. Netop denne tv-dokumentariske serie introducerer en række af de genre-mæssige karakteristika, som vi finder i nyere reality-tv-serier, hvor en gruppe personer følges gennem længere tid, og hvor det dramatiske og fiktive blandes med autenticitet og live-oplevelse.

Fra 1988 og i årene efter, da DR-dokgruppen gik i luften, og TV2 lancerede Fak2eren og Reportageholdet, rummede begge stationers produktioners mange observerende eller tætte human interest-orienterede reportager. På DR startede Lars Engels sin udforskning af livet på Vesterbro, senest kulminerende med Historier fra en politistation. I tolv afsnit får vi indblik i politiets univers og adgang til det mest intime og pinlige hos de skæbner, som passerer gennem systemet. Lars Engels programmer har alle hørt til de meste sete programmer overhovedet på DR, sommetider på højde med national fiktion.

Og da TV2 i 1998 skulle fejre sit 10-års jubilæum, kårede seerne Lars Højs program Annes kamp til det bedste TV2-dok. Det er et program, som med stor emotionel intensitet lader os følge en 25-årig ung kvindes optimistiske kamp mod kræften og hendes ligeså ubønhørlige nederlag. Virkeligheden som en melodramatisk og intens human-interest-historie er simpelt hen høj-populært, høj-intensivt tv.

Tv-dokumentarismens historie har således en lang række eksempler på forløbere for den moderne reality-tv. Det er ikke sådan at de forskellige reality-tv genrer i dag opfinder en ny dokumentarisme, men de videreudvikler og kombinerer elementer fra den allerede eksisterende, dokumentariske tradition. Tv-dokumentarismen i Danmark har sin egen historie, som naturligvis er influeret af filmdokumentarismen, men dog klart adskiller sig fra denne ved sin ganske anderledes journalistiske forankring. Den tidlige tv-dokumentarisme i 1950’erne og 60’erne er præget af den oplysende og informative tradition, som også har præget Statens Filmcentral indtil engang i 60’erne. Men den henter også vigtige inspirationer fra radiomontagen, der allerede i 50’erne begyndte at udforske hverdagslivet med en observerende mikrofon. Almindelige menneskers hverdagsliv i medierne er altså heller ikke et nyt fænomen i Danmark.

Dybdeborende dokumentarisme
Man kan tale om fem grundlæggende tv-dokumentariske former i den hidtidige danske og internationale tv-historie fra 60’erne og frem: den dybdeborende journalistiske, den observerende, den dramatiserede, den refleksive og poetiske samt reality-tv. Reality-tv som grundform henter elementer fra i hvert fald de tre første dokumentariske formater, mens den refleksive-poetiske dokumentarisme har en forsvindende lille plads i tv-historien. Der synes ganske simpelt ikke at være særlig plads til denne meget personlige og æstetiske eksperimenterende form, som ofte kun findes på de meget sene sendetidspunkter på mere smalle kanaler som f.eks. DR2.

Den dybdeborende journalistisk tv-dokumentar er først og fremmest præget af epistemisk autoritet, dvs. en søgen efter sandheden i en sag eller et problem og båret af en stærk tiltro til, at denne kan findes via journalistisk graven i kilder og modsætninger. Det er en sagsorienteret form, hvor den grundlæggende dramatiske struktur er efterforskningen – med journalisten som detektiven. Den har en lineær struktur og er argumentatorisk opbygget, således at den rejser en række klare spørgsmål og søger at give en række lige så entydige svar, en klar konklusion og en løsning.

Genren vælger oftest offentlige sager af stor almen og politisk betydning, men kan også fokusere på mere almene human interest-forhold, der har politiske aspekter. Den kan bruge dramatisering og rekonstruktion og også visuel symbolik og effekter. Et meget typisk eksempel er, som allerede nævnt, Michael Klint og Henrik Grunnets Den perfekte patient, TV2 1996, som afdækker en skandale i det danske sygehusvæsen, eller Poul Martinsens DR-dokumentar Den sagtmodige morder (1988) om familiedrab i en tyrkisk familie.

Observerende dokumentarisme
Den observerende dokumentarisme dukker som nævnt op på dansk og internationalt tv i 60’erne. I 80’erne udvikler den sig til en af de helt centrale dokumentariske tv-former, specielt via DR-dokumentar-gruppen og eksempelvis Lars Engels’ programmer om livet på samfundets sociale skyggeside.

Det er en form, der ligesom moderne reality-tv ofte går meget tæt på det personlige/private og på de sider af hverdagslivet, som ofte ikke fremvises i offentligheden. Ligesom reality-tv har den da også været anklaget for at være social pornografi og voyeurisme for Over-Danmark på Under-Danmarks bekostning. Genren har kun en meget svagt markeret epistemisk autoritet, dvs. den søger ikke nogen klart defineret sandhed, men snarere viser den en kollektiv livsverden frem for at give den stemme i en offentlighed, hvor den ofte bliver udgrænset.

Den observerende dokumentarisme tager derfor heller ikke bestemte sager op, men beskriver enkeltindivider (portræt) eller hyppigst grupper, ofte knyttet til institutionaliseret liv (fængsler, mandehjem, kvarterer, beboelseskvarterer). Som form har genren en episodisk mosaik-struktur, og den bygger sjældent på lineær dramaturgi. Hvis den følger en lineær struktur, så er det fordi den afspejler en bestemt tidsstruktur eller en tidsligt struktureret hverdagsvirkelighed (en natlæges vagt, livet på en hospitalsafdeling etc.).

Der anvendes derfor også sjældent dramatisering i form af traditionel fiktiv dramaturgi, men dramaturgien kan skabes via selve virkelighedsdramaet eller via en dramatisk montage af episoderne. Formen har normalt ikke nogen stærk visuel symbolik og visuel iscenesættelse, og hvis det forekommer, er det meget svagt og meget selektivt. Prototypen på den slags observerende dokumentarisme er Lars Engels’ tv-udsendelser, f.eks. Pigerne på Halmtorvet, eller Poul Martinsens Høje historier (TV2, 1999).

Dramatiseret dokumentarisme
Den refleksiv-poetiske dokumentarisme er så sjælden på tv, at den ikke skal uddybes her. I denne dokumentarform gøres selve virkelighedsudsigelsen og iscenesættelsen til det centrale i fremstillingen, og grænsen mellem fiktion og fakta antastes direkte.

Den dramatiserede dokumentarisme havde især sin storhedstid i 70’erne og 80’erne i form af drama-dok (fiktive, men typiske cases iscenesat som dokumentarisme) eller docu-drama (en faktisk historie udført som rent fiktivt drama med stærkt markeret virkelighedsreference). Der er ikke plads til nærmere at beskrive denne form, men den minder meget stærkt om visse elementer i reality-tv. Man kan af historiske eksempler på drama-dok nævne Broen (1969) af Poul Martinsen, som skaber en iscenesat ramme for et dokumentarisk møde mellem to livsformer. Modsat nutidens reality-tv er der dog ikke tale om en konkurrence eller et meget langt eksperiment, men en enkelt udsendelse.

Man kunne også nævne Poul Trier Pedersens såkaldte spontan-spil fra 70’erne, hvor han får virkelige mennesker til at gennemspille konflikter og problemer i deres eget liv, på deres egen arbejdsplads. Docu-drama’et kan modsat illustreres ved serien Jane Horney, som i sin tid skabte stor debat som en fiktiv historie baseret på den rigtige stikker-likviderings historie om Jane Horney.

Hverdagsliv og human interest
De moderne former for reality-tv bygger på elementer i både den journalistiske, den observerende og den dramatiserede dokumentar. Men der lægges nu meget stærkere vægt på emotionel og dramatisk iscenesættelse af hverdagsliv og human interest. Ofte så stærkt, at der er en tendens mod kommerciel iscenesættelse og bevidst satsning på mediebegivenheder, brug af flere medier samt casting af personerne.

Reality-tv er et forsøg på at skabe metabevidst underholdning og infotainment, især for de nye unge mediebrugere, hvor spillet mellem roller og iscenesat live-autenticitet udgør kernen i udsendelserne. Men det er samtidig meget karakteristisk, at reality-tv udnytter teknologien i den nye interaktive multimedie-kultur. I de mest spektakulære former opbygges en refleksiv og interaktiv reception, ikke bare ved at seerne stemmer med eller udgør et aktivt publikum, men ved at Internettet og web-tv udnyttes til at skabe en flerhed af medieoplevelser.

90’ernes reality-tv er altså ikke noget nyt fænomen. Men alligevel markerer de nye reality-genrer en nyudvikling af forskellige under-genrer, hvor dramatiseringen og iscenesættelsen af hverdagslivet antager klart forskellige former. Og omfanget af den voyeuristiske overvågning er markant intensiveret, f.eks. i et reality-show som Big Brother, hvor kameraer og mikrofoner døgnet rundt filmer personer, som er indespærret i flere måneder.

Man kan tale om tre former for reality-tv: reality-serien, reality-magasinet og reality-showet.

Reality-serien
Reality-serien (docu-soap) er karakteristisk ved at have føljetonens eller seriens narrative præg. Ligesom i den fiktive føljeton-form følger vi følger en gruppe autentiske personer igennem en længere, fortløbende fortalt historie, sommetider knyttet til en bestemt lokalitet, institution, en bestemt arbejdsplads, en fritidsbeskæftigelse eller nogle af de store ritualer i vores hverdag som f.eks. fødsel, bryllupper og død. Der behøver dog ikke altid at være en fortløbende historie og persongruppe; man kan også have en fast lokalitet og persongruppe, hvortil knyttes forskellige nye personer pr. afsnit.

Her får formen en slags serie-præg, idet den samme historie gentages med variationer i hvert afsnit. Den kan rumme en autoritativ speak og også markant visuel stil eller scenografi, men vil hyppigt i lange passager have karakter af observerende dokumentarisme med skematisk anvendelse af visse traditionelle dramaturgiske træk.

Eksemplerne er f.eks. TvDanmarks Stripperkongens piger, Bryllupper eller Skadestuen, som viser den kommercielle tv-stations emne-prioritering. TV2s Strigler og børster (om fascinationen af hestevæddeløb) var et eksempel på en meget lavmælt hverdagshistorie, mens Fødegangen var en meget stærk, dramatisk og emotionel historie om livet og skæbnerne på Hvidovre Hospitals fødeafdeling. DRs programmer Bladet (om Ekstrabladet som arbejdsplads), er et hektisk klippet arbejdsplads-portræt, Strømer på stenbroen (om politiet) er en kombination af hverdagsliv og krimi, mens Livets gang i kolonihaven er endnu et eksempel på den lavmælte hverdagsrealisme.

Reality-magasinet
Reality-magasinet er den mest journalistiske af reality-tv-formerne. Her er der tale om et fast magasin-program med en journalistisk studievært, der fremlægger forskellige cases – som regel kriminalitet, ulykker og dramatiske redningsaktioner. Kriminal-magasinet har som formål at få focus på uløste forbrydelser eller give generel oplysning om kriminalitet og politi-arbejde. Men samtidig benyttes ofte dramatiske rekonstruktioner, der inddrager seeren som detektiv og dermed forlener programmet med den fiktive krimis kvaliteter.

DRs Kriminalmagasinet og TV2s Station 2 er de typiske danske eksempler på denne genre. Ulykkes-magasinet, for eksempel det legendariske engelske 999 eller det ligeså legendariske amerikanske Rescue 911, har i udgangspunktet den oplysende effekt at fortælle om ulykker i hverdagen. Men samtidig skildrer magasinet professionelle redningsfolks heroiske indsats eller almindelige menneskers evner i krisesituationer. Også her spiller dramatiserede rekonstruktioner en vigtig rolle.

Kun få danske stationer har udviklet selvstændige formater, idet man har vist de udenlandske eller lavet en dansk kopi som TV3s Alarm 112. I alle disse former kombineres en tydelig, autoritativ studievært og interviews med både professionelle og almindelige mennesker. På den måde er de dramatiske og melodramatiske indslag indlejret og framet af en oplysnings-ideologi, i hvert fald i public service tv-versionerne.

Reality-showet
Den sidste grundform er reality-showet. Det er programmer, der konstruerer en konkurrence-præget ramme omkring udvalgte, almindelige mennesker, som skal leve sammen eller kæmpe mod hinanden efter ganske bestemte regler og under ganske bestemte fysiske rammer og betingelser. Ofte spilles der på den sociale mekanisme, som bestemmer, hvordan man inkluderes i en gruppe eller ekskluderes. I et iscenesat show-agtigt og dramatisk forløb synliggøres de mest centrale socialpsykologiske mekanismer, som behersker både familieliv, kærlighedsliv og arbejdsliv.

Rammerne er vidt forskellige: Villa Medusas (TvDanmark) discountagtige ungdoms-ferie-hytte set-up, Robinson-ekspeditionens (TV3) mere spektakulære og eventyragtige drømmeverden eller Big Brothers (TvDanmark) intense, næsten psyko-terroragtige overvågning døgnet rundt.

Men disse game-reality-shows, som ofte er blevet mødt med kritisk afstandtage i den seriøse presse, behøver ikke have et kommercielt konkurrencemoment. Der er former, som minder mere om den klassiske, dramatiserede dokumentarisme og dens iscenesatte eksperimenter med socialt, pyskologisk og kulturelt sigte.

Det ser man f.eks. i BBC’s The 1900 House (sendt på dansk TV2), en historisk rekonstruktion af livet i et victoriansk hus fra år 1900 og et socialt eksperiment, der tester en nutidig families evne til at overleve på fortidens betingelser. Det er faktisk underholdende, levendegjort socialhistorie. Det samme gælder BBC’s reality-føljeton Castaway, hvor man har skabt rammerne for opbygningen af et nyt samfund på en øde ø. Også her er der tale om et socialt eksperiment uden konkurrencemoment, men med betydelig dramatisk og dokumentarisk kvalitet.

Mediekritiske unge
Reality-tv er ikke kulturens undergang, selv om aspekter af den rummer betænkelige kommercielle udnyttelsesperspektiver. Det er blot endnu et underholdnings-koncept eller et blandet dokumentarisk genreprodukt, som afspejler en moderne medievirkelighed på godt og ondt. En virkelighed, der er blevet medialiseret og globaliseret, har sprængt eller antastet de gamle genrers og mediers grænser og skaber nye rammer for de unges socialisering. I dag er medierne til stede næsten overalt, og de gennemlyser større dele af virkeligheden end tidligere. Dermed påvirker de også rammerne for vores private og offentlige liv. Det skaber nogle nye muligheder – og nye farer.

Grænsen mellem offentligt og privat er blevet flyttet meget det seneste tiår. Man overskrider grænser og viser ting, som før var tabu. Især den unge generation er vokset op med en mere refleksiv medie- og rollebevidsthed. Det betyder også, at de forholder sig relativt afslappet og bevidst til nye former som f.eks. reality-tv. De ved godt, at det ikke er den skinbarlige, autentiske virkelighed, men et iscenesat spil med virkeligheden. De er fascineret, men også i stand til at forholde sig distanceret og kritisk til det.

Source : Ekkofilm.dk

Shared via Posterous on January 11, 2012 at 01:18PM

Tags : realitytv 

By peter, Copy me happy – October 24, 2011 at 07:25PM

WikiLeaks has always had money issues. Whether they’ve been how to get money, how to be transparent about money, how to spend money, whom to spend money on, why to spend money and so forth – these are all issues one deals with in an organisation that doesn’t exist for the reason of making money.

I’ve been quite annoyed with WikiLeaks and the money. I’ve been sad, but I do understand the reasons to it, that it’s been so hard to get full disclosure of the money. Showing the world whom you pay money to for secure and private hosting is obviously like giving out the secrecy, so it’s quite hard to be transparent about that. Still, I want to know where my money goes when I donate to any sort of organisation. I’m also been sad that not more money has been donated to the Bradley Manning Foundation – more was promised then was given. I demand a high standard for organisations like WikiLeaks because they should not have places to attack. If you deal with open cards, you’re less vulnerable to any attack.

So, there’s lots of criticism. But whatever these are, they are nothing that makes WikiLeaks a criminal organisation. Even when I’m upset with the way that a person from WikiLeaks behave, it’s up to me to decide if I’m willing to give money to them or not. Especially considering there’s no ongoing (publicly aware) investigation or a letter from any government saying they should not have the right to receive money.

In my world, you’re not convicted until your actually convicted. A suspicion against you should not leave you without your rights. When you’re under pending trial or conviction, it’s still just pending. Everyone is innocent until proven guilty. So also WikiLeaks. Whatever criticisms one might have.

That’s why I’m so proud of Flattr. When I started Flattr I based it on many of very simple principles. I wanted people to be treated fairly – even when there’s discussion about if it’s right or wrong. I wanted to make sure that everyone had equal opportunity in the system. I wanted everyone to feel that all parts of the system was benefitial to all parts. I wanted the people that work at Flattr to be able to speak their own mind, and feel proud of what they did – and if we do something wrong, tell eachother that. And today, again, I’m so proud to see that this is working. Even though I have a love-hate type of relationship to WikiLeaks, and some of my other co-workers at Flattr as well, we all stand up for the right of WikiLeaks to use the system. It’s a separate thing from any personal views. It’s a political view based on equal rights, the right to a fair trial and the right to partake in society as a peer.

And it’s also why I’m so upset with Visa, Mastercard, Paypal, and so forth. For not abiding to the simplest and most basic views of a democracy. For not standing up for freedom of speech. For rather abusing their market position in order to shut someone up. They’ve done this many times before, but not on this scale. With The Pirate Bay, we lost thousands of dollars in donations when Paypal shut down our account. We never recovered that money. That issue put serious dents into our work. WikiLeaks is a much bigger organisation, so of course the dents will be bigger than for TPB.

The current monetary system is not built for democracy. This whole ordeal with blocking receivers makes this obvious. We have monetary private censorship in place. The people that control the money control the outcome of money. It’s a real problem that we need to fix. I’m doing what I can with Flattr, but we should all try to do our part.

It doesn’t really matter if you like WikiLeaks or not. It’s about allowing private companies to decide if there is a WikiLeaks or not. The judges should be the people – and possibly courts – but never a for-profit company.

WATCH THE OFFICIAL MUSIC VIDEO: http://youtu.be/IOu0DuxFAT0
———————————————————————————————

22 months
1,357 hours
30 people
2 ladders
1 still camera
288,000 jelly beans

————————————-
IN YOUR ARMS CREDITS
————————————

In Your Arms

Written by Kina Grannis

Directed by Greg Jardin

Produced by Daphne Raves

Concept Art by Lauren Gregg

Wardrobe by Gillian Zwick

Sound Design by Suzanne Goldish

Production Company: @radical.media

Awesome Jelly Bean Animation Team:
Kristina Carucci
Lauren Cunningham
MacKenna Dixon
Marcus Demmon
Kevin Harman
Alexandra Judelsohn
Jay Kim
Pearl Lung
Ptolemy Slocum
Erin Thiele
Clarisse Wiedem

Additional Animators:
Monica Ahanonu
Matt Beans
Sarah Burt
David Chang
Jane Cohen
John D’Arco
Hope Marquardt
Erin McLaughlin
Krisztianna Ortiz
Kyle Padilla
Allen Marshall Palmer
Natalie Pasallar
JJ Rubin
Cherie Saulter
Susan Wiedem
John Sheptock
Janine Sides
Hethur Suval
Chelsea Stark
Sarah Tejeda

————————–
FIND KINA ONLINE
————————–

- SECOND YOUTUBE CHANNEL: http://www.youtube.com/kinatime
- FACEBOOK: http://facebook.com/kinagrannis
- TWITTER: http://twitter.com/kinagrannis
- GOOGLE+: http://bit.ly/oxqkTa
- SPOTIFY: http://bit.ly/usvjhv
- MYSPACE: http://myspace.com/kinagrannis
- OFFICIAL WEBSITE: http://www.kinagrannis.com
- MERCH STORE: http://www.kinagrannis.com/?page=store

Source : http://www.youtube.com/watch?v=cIH4MJAC2Tg

Tags : Kina Grannis 

Download “In Your Arms” on iTunes: http://bit.ly/tonWaT
WATCH THE MAKING OF “IN YOUR ARMS”: http://youtu.be/cIH4MJAC2Tg
“In Your Arms” Tour Dates: http://www.kinagrannis.com/?page=tour

22 months
1,357 hours
30 people
2 ladders
1 still camera
288,000 jelly beans

———————
KINA ON TOUR
———————

Tour Dates: http://www.kinagrannis.com/?page=tour
RSVP ON FACEBOOK: http://bit.ly/qOSENq

This February I’ll be coming back to Europe on tour! I’ll be playing the following cities: Dublin, Glasgow, Manchester, Norwich, Birmingham, Bristol, London, Amsterdam, Brussels, Cologne, Paris, Lausanne, Berlin, Munich, Hamburg, Copenhagen, Barcelona & Madrid. See you soon!

—————————————————————
MY ALBUM STAIRWELLS IS AVAILABLE NOW
—————————————————————

- the new version of Stairwells includes 4 brand new songs
- deluxe version comes with 3 studio-recorded covers plus bonus video content

Order your PHYSICAL copy at: http://www.kinagrannis.com

or get it ONLINE here:

- iTunes: http://bit.ly/igNRC1
- Amazon: http://amzn.to/lPRjvB

————————————-
IN YOUR ARMS CREDITS
————————————

In Your Arms

Written by Kina Grannis

Directed by Greg Jardin

Produced by Daphne Raves

Concept Art by Lauren Gregg

Wardrobe by Gillian Zwick

Sound Design by Suzanne Goldish

Production Company: @radical.media

Awesome Jelly Bean Animation Team:
Kristina Carucci
Lauren Cunningham
MacKenna Dixon
Marcus Demmon
Kevin Harman
Alexandra Judelsohn
Jay Kim
Pearl Lung
Ptolemy Slocum
Erin Thiele
Clarisse Wiedem

Additional Animators:
Monica Ahanonu
Matt Beans
Sarah Burt
David Chang
Jane Cohen
John D’Arco
Hope Marquardt
Erin McLaughlin
Krisztianna Ortiz
Kyle Padilla
Allen Marshall Palmer
Natalie Pasallar
JJ Rubin
Cherie Saulter
Susan Wiedem
John Sheptock
Janine Sides
Hethur Suval
Chelsea Stark
Sarah Tejeda

Special thanks to Jelly Belly!

http://www.jellybelly.com

————————-
FIND ME ONLINE
————————-

- SECOND YOUTUBE CHANNEL: http://www.youtube.com/kinatime
- FACEBOOK: http://facebook.com/kinagrannis
- TWITTER: http://twitter.com/kinagrannis
- GOOGLE+: http://bit.ly/oxqkTa
- SPOTIFY: http://bit.ly/usvjhv
- MYSPACE: http://myspace.com/kinagrannis
- OFFICIAL WEBSITE: http://www.kinagrannis.com
- MERCH STORE: http://www.kinagrannis.com/?page=store

Source : http://www.youtube.com/watch?v=IOu0DuxFAT0

Tags : Kina Grannis