Aviser og at tænke det utænkelige

By Søren Storm Hansen, dSeneste på nettetMarch 04, 2010 at 05:58AM

Clay Shirky

Samfundet har ikke brug for aviser. Vi har brug for journalistik. “I vil savne os, når vi er borte!” har aldrig været meget af en forretningsmodel.

Når vi flytter vores opmærksomhed fra at “redde aviser” til at “redde samfundet”, skifter det væsentlige fra at “bevare de nuværende institutioner” til at “gøre det, der virker”. Og hvad der virker i dag er ikke det samme som det, der plejede at virke.

Dette indlæg er min oversættelse af Clay Shirkys Newspapers and Thinking the Unthinkable og gengivet her med forfatterens tilladelse.

Det er efter min mening den mest klarsynede analyse af mediernes situation og et indlæg, jeg ofte citerer – med eller uden kildeangivelse – så nu mente jeg, at det var på tide med en dansk oversættelse. Jeg kan ikke tænke mig et bedre tidspunkt end op til forhandlingerne om det kommende medieforlig.

Clay Shirky er forfatter, foredragsholder og underviser ved universitet i New York. Han har udgivet seks bøger, primært om de sociale og økonomiske konsekvenser af internet. Hans seneste bog er Here Comes Everybody: The Power of Organizing Without Organizations.

Tilbage i 1993 begyndte den amerikanske aviskæde Knight-Ridder at efterforske pirateri af Dave Barrys populære klumme, som blev bragt i avisen Miami Herald og syndikeret bredt. Under arbejdet med at opspore kilderne til uautoriseret distribution fandt de mange ting, herunder kopiering af hans klumme til alt.fan.dave_barry på Usenet, en 2000-personer stor nyhedsgruppe med blandt andet piratkopieret materiale, og en teenager i midtvesten som selv foretog nogle af kopieringerne, fordi han elskede Barrys arbejde så højt, at han ønskede, at alle skulle have mulighed for at læse det.

Et af de mennesker, jeg hang ud med online dengang, var Gordy Thompson, der forvaltede internettjenester på New York Times. Jeg husker Thompson sige noget i retning af “når en 14-årig knægt kan ødelægge din virksomhed i sin fritid, ikke fordi han hader dig, men fordi han elsker dig, så du har et problem.” Jeg tænker meget på den samtale i disse dage.

Det problem, aviser står overfor, er ikke, at de ikke ser internettet komme. De ikke blot så det i miles afstand, de regnede på et tidligt tidspunkt ud, at de havde brug for en plan til at håndtere det, og i begyndelsen af 90′erne kom de ikke bare med en plan, men flere. Den ene var at samarbejde med virksomheder som America Online, en hurtigt voksende abonnementstjeneste, der var mindre kaotisk end det åbne internet. En anden plan var at oplyse offentligheden om den adfærd, der kræves af dem ifølge lov om ophavsret. Nye betalingsmodeller som mikrobetalinger blev foreslået. Alternativt kunne de forsøge at få de avancer, radio og TV nyder godt af, hvis de blev rent annoncefinansierede. Endnu en plan var at overbevise højteknologiske virksomheder om at gøre deres hardware og software mindre egnet til at dele informationer eller at samarbejde med de virksomheder, der driver datanetværk, for at nå det samme mål. Så var der den nukleare mulighed: at sagsøge alle, der krænkede ophavsretten, og bruge dem som afskrækkende eksempler.

Da disse tanker blev formuleret, opstod der en intens debat om fordelene ved forskellige scenarier. Ville DRM eller betalingsmure fungere bedst? Skal vi ikke prøve en gulerod-og-pisk tilgang med uddannelse og retsforfølgning? Og så videre. I hele denne diskussion var der et scenario, der bredt blev betragtet som utænkeligt, et scenario, som ikke fik megen diskussion i landets redaktionslokaler, af en indlysende grund.

Det utænkelige scenarie udfoldede sig nogenlunde således: Evnen til at dele indhold ville ikke blive mindre, den vil blive større. Betalingsmure ville være upopulært. Digital reklame vil reducere ineffektivitet og dermed overskud. Modvilje mod mikrobetalinger ville forhindre udbredelse. Folk ville ikke lade sig uddanne til at handle mod deres egne ønsker. Gamle vaner hos annoncører og læsere kunne ikke overføres til nettet. Selv glubske retssager ville være utilstrækkelige til at begrænse massive, vedvarende lovovertrædelser. Hardware- og softwareleverandører ville ikke betragte rettighedshavere som allierede, de ville heller ikke betragte kunder som fjender. DRMs krav om, at hackeren får lov til at afkode indholdet ville være en uovervindelig svaghed. Og, ifølge Thompson, at sagsøge folk, der elsker noget så meget, at de ønsker at dele det, ville gøre dem rasende.

Revolutioner skaber et underligt omvendt perspektiv. I almindelige tider anses folk, som ikke gør andet end at beskrive verden omkring dem, som pragmatikere, mens de, der forestiller sig en fantastisk alternativ fremtid, ses som radikale. De sidste par årtier har dog ikke været almindelige. På aviserne var pragmatikere dem, der bare kiggede ud af vinduet og så, at den virkelige verden i stigende grad lignede det utænkelige scenarie. Disse mennesker blev behandlet, som om de var gale. Imens folk med visioner om populære betalingsmure og entusiastisk accept af mikrobetaling, visioner der ikke var understøttet af virkeligheden, blev betragtet ikke som charlataner, men frelsere.

Når virkeligheden får mærkatet utænkeligt, skaber det en form for sygdom i en branche. Lederskab bliver trosbaseret, mens medarbejdere, der har den dristighed at antyde, at hvad der ser ud til at ske faktisk sker, bliver jaget ind i udviklingsafdelinger, hvor de over en bred kam kan ignoreres. Denne tilsidesættelse af realisterne til fordel for fabuleringerne har forskellige virkninger i forskellige brancher på forskellige tidspunkter. En af virkningerne på aviser er, at mange af deres mest lidenskabelige forkæmpere ikke er i stand til, selv nu, at planlægge til en verden, hvor branchen de kender, er ved at forsvinde.

* * *

Det mærkelige ved de forskellige planer, der blev udklækket i 90′erne er, at de grundlæggende alle var den samme plan: “Sådan vil vi bevare de gamle organisationsformer i en verden af billige perfekte kopier!” Detaljerne varierede, men den centrale antagelse bag alle de forestillede resultater (bortset fra den utænkelige), var, at avisens organisatoriske form, som en generel platform til offentliggørelse af nyheder og holdninger, var grundlæggende sund og kun havde brug for en digital ansigtsløftning. Som et resultat heraf har samtalen udartet sig til en entusiastisk griben efter halmstrå fulgt af skeptiske reaktioner.

“The Wall Street Journal har en betalingsmur, så vi kan også!” (Finansielle oplysninger er en af de få former for oplysninger, modtagerne ikke ønsker at dele). “Mikrobetalinger virker for iTunes, så de vil virke for os!” (mikrobetalinger virker kun, hvis tjenesteudbyderen kan undgå konkurrencedygtige forretningsmodeller). “The New York Times, bør tage penge for indhold!” (De har forsøgt, med Qpass og senere TimesSelect). “Cook’s Illustrated og Consumer Reports klarer sig fint på abonnementer! ” (Disse publikationer giver afkald på annonceindtægter, brugerne betaler ikke kun for indhold, men for unimpeachability). “Vi vil danne et kartel!” (… og give en konkurrencemæssig fordel til alle annoncefinansierede medier i verden).

Rundt og rundt kører det, og de mennesker, der har sat sig for at redde aviserne, kræver at vide: “Hvis den gamle model er i stykker, hvad vil så fungere i stedet?”, Hvortil svaret er: Ingenting. Intet vil fungere. Der er ingen generel model for aviser som erstatning for den, internet netop har nedbrudt.

Med den gamle økonomi ødelagt skal organisationsformer, perfektioneret til industriel produktion, erstattes med strukturer, optimeret til digitale data. Det giver stadig mindre mening at tale om en udgivelsessbranche, fordi det centrale problem udgivelse løser – det utroligt svære, komplekse og omkostningstunge ved at stille information til rådighed for offentligheden – ikke længere er et problem.

* * *

Elizabeth Eisensteins afhandling om Gutenbergs opfindelse, trykpressen som en forandringsagent, åbner med et resume af hendes forskning af trykpressens tidlige historie. Hun kunne finde mange beskrivelser af livet i begyndelsen af 1400-tallet, æraen inden Movable Type. De fleste mennesker var analfabeter, den katolske kirke var den pan-europæiske politiske kraft, Messen foregik på latin, og den mest almindelige bog var Bibelen. Hun var også i stand til at finde endeløse beskrivelser af livet i slutningen af 1500-tallet, efter Gutenbergs opfindelse var begyndt at sprede sig. Analfabetismen var i tilbagegang, og der udkom flere bøger skrevet i moderne sprog, Kopernikus havde udgivet sit skelsættende arbejde om astronomi, og Martin Luthers brug af pressen til at reformere kirken rystede både den religiøse og politiske stabilitet.

Hvad Eisenstein fokuserede på, var dog, hvor mange historikere der ignorerede overgangen fra den ene tidsalder til den anden. At beskrive verden før og efter udbredelsen af trykte bøger var barnemad; disse datoer var i sikker afstand fra omvæltningerne. Men hvad skete der i 1500? Den svære spørgsmål Eisensteins bog stiller “Hvordan gik vi fra verden før trykpressen til verden efter? Hvordan var revolutionen?”

Kaotisk, viste det sig. Bibelen blev oversat til lokale sprog, var dette en pædagogisk velsignelse eller djævelens værk? Der kom erotiske romaner, hvilket rejste samme spørgsmål. Kopier af Aristoteles og Galen cirkulerede bredt, men det direkte møde med de relevante tekster viste, at de to kilder stødte sammen og ødelagde troen på antikken. Når noget nyt udbredes, synes gamle institutioner trætte, mens nye synes utroværdige, og som følge deraf vidste folk næsten bogstaveligt ikke, hvad de skulle tro. Hvis du ikke kan stole på Aristoteles, hvem kan du så stole på?

Under den dramatiske overgang til tryk, blev eksperimenter først i bakspejlet afsløret som vendepunkter. Aldus Manutius, den venetianske bogtrykker, opfandt det mindre format octavo sammen med kursiv. Hvad der virkede som en mindre ændring – at tage en bog og gøre den mindre – var i bakspejlet en vigtig nyskabelse i demokratiseringen af det trykte ord. Når bøger blev billigere, mere transportable, og derfor mere attraktive, udvidede de markedet for alle udgivere, hvilket øgede værdien af læsefærdigheder yderligere.

Sådan er rigtige revolutioner. De gamle ting bliver nedbrudt hurtigere, end de nye ting erstatter dem. Betydningen af et givet eksperiment viser sig imidlertid ikke med det samme, store ændringer sker langsomt, små ændringer hurtigt. Selv de revolutionære kan ikke forudsige, hvad der vil ske. Aftaler på alle sider om, at centrale institutioner skal beskyttes, bliver tømt for indhold af de samme folk, som indgår aftalerne. (Luther og kirken insisterede begge i årevis på, at uanset hvad der ellers skete, var der ingen, der talte om et skisma). Når gamle sociale mønstre bliver forstyrret, kan de hverken rettes op eller udskiftes hurtigt, da enhver sådan handel tager årtier at gennemføre.

Og i dag. Når nogen ønsker at vide, hvordan vi vil erstatte aviser, kræver de i virkeligheden at få at vide, at vi ikke gennemlever en revolution. De kræver at få at vide, at gamle systemer ikke vil bryde sammen før nye systemer er på plads. De kræver at få at vide, at gamle sociale mønstre ikke er i fare, at centrale institutioner vil blive skånet, at nye metoder til at sprede oplysninger vil forbedre tidligere praksis, snarere end udskifte dem. De kræver at blive løjet for.

Der er færre og færre mennesker, der på overbevisende måde kan fortælle sådan en løgn.

* * *

Hvis du vil vide, hvorfor aviser har disse problemer, er det mest iøjnefaldende faktum dette: Trykpresser er fantastisk dyre at etablere og drive. Denne økonomi, almindelig siden Gutenberg, begrænser konkurrencen og skaber samtidig positive afkast for trykpressens ejer, et lykkeligt par af økonomiske virkninger, der lever af hinanden. I en fiktiv by med to perfekt afbalancerede aviser, vil en avis i sidste ende skabe nogle små fordele – et god historie, et vigtigt interview – som på et tidspunkt får både annoncører og læsere til at foretrække den, bare en smule. Denne avis vil så lettere fange den næste reklamekrone til lavere omkostninger end konkurrenten. Dette vil øge avisens dominans, hvilket yderligere vil gøre fordelene større, gentag omkvædet. Slutresultatet er enten geografisk eller demografisk segmentering blandt aviser, eller at en avis får monopol på det lokale publikum.

I lang tid, faktisk længere end nogen i avisbranchen har levet, er print-journalistik blevet blandet af denne økonomi. Trykomkostningerne har skabt et miljø, hvor Wal-Mart var villig til at yde tilskud til korrespondenten i Bagdad. Det var ikke på grund af en dyb sammenhæng mellem reklame og journalistik, det var heller ikke en reel vilje hos Wal-Mart om at lade deres markedsføringsbudget gå til internationale korrespondenter. Det var bare et tilfælde. Annoncører havde ikke meget andet valg end at lade deres penge bruge på den måde, da de ikke rigtig har andre steder at vise annoncer.

De gamle vanskeligheder og omkostninger ved trykning tvang alle til tilsvarende sæt af organisatoriske modeller, det var denne lighed, der fik os til at opfatte Daily Racing Form og L’Osservatore Romano som værende i samme branche. At forholdet mellem annoncører, udgivere og journalister er blevet ratificeret af et århundrede med den kulturelle praksis, gør det ikke mindre tilfældigt.

De konkurrencebegrænsende virkninger af trykomkostninger blev ødelagt af internettet, hvor alle betaler for infrastruktur, som alle så kan bruge. Og da Wal-Mart, og den lokale Maytagforhandler, og advokatfirmaet der vil ansætte en sekretær, og knægten nede ad gaden, der vil sælge sin cykel, var i stand til at benytte denne infrastruktur til at komme ud af deres gamle afhængighed af udgiveren, gjorde de det. De havde alligevel aldrig rigtig tilmeldt sig finansieringen af korrespondenten i Bagdad.

* * *

Trykte medier udfører en stor del af samfundets tunge journalistiske løft, fra at dække området – finde alle sider af en stor historie – til den daglige trummerum med at deltage i byrådets møder, hvis der mod forventning skulle ske noget. Denne dækning skaber fordele, selv for folk, som ikke læser aviser, fordi arbejdet i trykte medier bruges af alle lige fra politikere til advokater til radioværter til bloggere. Avisfolk konstaterer ofte, at aviser gavner samfundet som helhed. Det er sandt, men irrelevant for det aktuelle problem, “I vil savne os, når vi er borte!” har aldrig været meget af en forretningsmodel. Så hvem dækker alle nyhederne, hvis en væsentlig del af de nuværende journalister mister deres job?

Jeg ved det ikke. Ingen ved det. Vi lever kollektivt i 1500, hvor det er nemmere at se, hvad der er nedbrudt, end hvad der vil erstatte det. Internettet fylder 40 dette efterår. Adgang for den brede offentlighed er mindre end halvt så gammelt. Brug af web som en normal del af livet for et flertal af den udviklede verden er igen mindre end halvt så gammelt. Vi er lige begyndt. Selv de revolutionære kan ikke forudsige, hvad der vil ske.

Forestil dig, i 1996, at bede en net-kyndig sjæl forklare Craigslists potentiale, på daværende tidspunkt et år gammel og endnu ikke indarbejdet. Det svar, du næsten helt sikkert ville få, ville være en ekstrapolering: “Postlister kan blive stærke redskaber”, “sociale virkninger blandes med digitale net”, blah blah blah. Hvad ingen ville have fortalt dig, kunne have fortalt dig, var, hvad der virkelig skete: Craiglist blev et kritisk stykke infrastruktur. Ikke tanken om Craigslist eller forretningsmodellen eller endog softwaren. Craigslist selv spredes til at dække hundredvis af byer og er blevet en del af den offentlige bevidsthed om, hvad der nu er muligt. Eksperimenter viser sig først i bakspejlet at være vendepunkter.

I Craigslist gradvise overgang fra “interessant, ihvertfald lidt” til “væsentlig og transformativ”, er der ét muligt svar på spørgsmålet “Hvis den gamle model er i stykker, hvad vil fungere i stedet?” Svaret er: Intet vil fungere, men alt kan. Nu er det tid til eksperimenter, masser og masser af eksperimenter, som hver især vil virke små ved lanceringen, som Craigslist gjorde, som Wikipedia gjorde, som octavo gjorde.

Journalistik har altid været subsidieret. Nogle gange har det været Wal-Mart og knægten med cyklen. Nogle gange har det været Richard Mellon Scaife. I stigende grad, er det dig og mig, som donerer vores tid. Listen over modeller, der helt klart fungerer i dag, kan ligesom Consumer Reports og NPR, ligesom ProPublica og WikiLeaks, ikke udvides til generelle regler, og det er der intet, der kan.

Samfundet har ikke brug for aviser. Vi har brug for journalistik. I et århundrede har kravene til at styrke journalistik og styrke aviser været så tæt forbundne, at de ikke kunne skelnes. Det har været et tilfælde, men når dette tilfælde stopper, som det gør for øjnene af os, får vi brug for masser af andre måder til at styrke journalistik i stedet.

Når vi flytter vores opmærksomhed fra at “redde aviser” til at “redde samfundet”, skifter det væsentlige fra at “bevare de nuværende institutioner” til at “gøre det, der virker”. Og hvad der virker i dag er ikke det samme som det, der plejede at virke.

Vi ved ikke, hvem nutidens Aldus Manutius er. Det kunne være Craig Newmark, eller Caterina Fake. Det kunne være Martin Nisenholtz, eller Emily Bell. Det kunne være en 19-årig knægt kun få af os har hørt om, der arbejder på noget, vi ikke vil anerkende som afgørende før om ti år. Ethvert forsøg, skabt til at opbygge nye modeller for journalistik, vil dog være bedre end at gemme sig for virkeligheden, især i et år, hvor den utænkelige fremtid allerede er fortid for mange aviser.

I de næste årtier vil journalistik bestå af overlappende særlige tilfælde. Mange af disse modeller vil basere sig på amatører som forskere og forfattere. Mange af disse modeller vil basere sig på sponsorering eller tilskud eller i form af donationer i stedet for indtægter. Mange af disse modeller vil basere sig på overgearede 14-årige, der distribuerer resultaterne. Mange af disse modeller vil mislykkes. Intet eksperiment vil erstatte, hvad vi mister nu med afskaffelsen af nyheder på papir, men over tid kan summen af nye eksperimenter, der fungerer, give os den journalistik, vi har brug for.

Se også:

Køb Here Comes Everybody hos Saxo.

Foto: dsearls.

  • Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
  • Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Tags : ,  

Timeline