Henrik Chulu skriver et langt og læseværdigt indlæg om finanskrisen og revolutionen, som jeg bliver nødt til at kommentere på. Jeg kender Henrik som copyright-skeptiker og kritiker og følger hans yderst læseværdige blog frikultur.dk så det var interessant for mig at se, at det ikke kun er for mig (som ‘kampfælle’ i kopifejden), at interessen vender sig imod finanskrisen og dens årsager.
Henrik diskuterer i indlægget Enhedslistens ønske om at nationalisere bankvæsenet og økonomen Paul Masons udredning i bogen Meltdown af årsagerne til finanskrisen. Mason er nogenlunde på linie, lyder det til, med udlægningen i en film som Inside Job (som jeg bl.a tidligere har diskuteret her) der udnævner den blinde neoliberalistiske tiltro til kapitalmarkedernes ufejlbarlighed – personificeret i direktøren for den amerikanske nationalbank Alan Greenspan – som hovedansvarlig for krisen – og den deregulering, som Greenspan m.fl. har været ansvarlig for siden begyndelsen af 1980′erne. Masons løsningsforslag er på linie med Enhedslistens forslag : at socialisere finansbranchen, så det at ‘levere kapital’ i fremtiden kommer på linie med levering af el, vand, varme, telefoni, internet osv. Helt sikkert et interessant forslag.
Men det kan ikke stå alene, hvis man spørger mig, for finansbranchen er ikke kernen af problemet, selvom det var investeringsbankernes spekulationer m.v. der udløste krisen. Finanskrisen skyldtes ikke kun de tvivlsomme lånetyper (papirpenge, derivativer, subprime lån osv.), dereguleringen og de neoliberales udsalg af statslige institutioner – selvom alle tre ting var helt centrale i fht. at udløse den aktuelle krise. Forudsætningen for den spekulation der har fundet sted og som tilbagevendende skaber økonomiske bobler, kriser og fattigdom er privat ejerskab til jord.
En socialisering af finansbranchen kan derfor ikke alene løse de problemer, som er blevet skabt i vores økonomi.
Man kan starte med at spørge sig selv, hvad det egentlig er, der kræver så stor finansiering? Fra et samfundsperspektiv burde det være nye virksomheder – men bankerne er ikke kendt for at være meget risikovillige leverandører af kapital til erhvervslivet – det der trækker mest er ejendomsmarkedet. Hvorfor dette? Fordi det med en økonomi i vækst er den mest sikre investering. Hvad er det der bliver mere værd? Det er næppe de mursten husene bygges af…. Der er derimod beliggenhederne – specielt i de store byer, hvor grundværdierne og huslejen stiger pga den økonomiske vækst. Faktisk stiger værdierne hastigere end samfundsøkonomien i forventningen om øget vækst og dermed større afkast i fremtiden. Problemet er bare at det er en spekulation i (fremtidige) samfundsskabte værdier. Når nogen indkasserer gevinsterne det ene sted er der nogle andre, der må betale gildet et andet sted i det økonomiske system – f.eks. ved at lønnen presses og virksomhederne skal producere mere – også mere end efterspørgslen kan bære. Hvilket naturligvis fører til et kollaps, på et eller andet tidspunkt, når virksomhederne er blevet presset helt ud over kanten.
Man kan også spørge, hvordan det kan være, at vi alle skal producere så meget og løbe så stærkt, at vi skal have vores børn passet af fremmede og at vi ofte er ved at stresse os selv til døde – selvom vi tilsyneladende lever i en overflodsøkonomi, hvor der hver eneste dag kasseres millioner ton fødevarer, fordi markedet er uhyggelig dårligt til at forudsige efterspørgslen?
Man kan også spørge sig selv, om det virkelig er rigtigt at økonomisk vækst har været effektivt til at udrydde fattigdom (som Mason o.a. mener), og om det virkelig er vækst der skal hjælpe u-landene ud af håbløs fattigdom? For mig at se er der slet ikke en sådan sammenhæng. Tværtimod præges vores verden fortsat – her i begyndelsen af det 21. århundrede – af stor økonomisk ulighed – indenfor såvel som imellem staterne, pga. den neoliberale vækstfilosofi.
Der er nogle meget fundamentale problemer i vores økonomi som den er indrettet p.t. som går helt tilbage til finansbranchens fremvækst i forbindelse med først korstogene – sidenhen kolonialismen og globaliseringen. Og i særdeleshed de vesteuropæiske staters afhængighed af kapital til finansiering af udplyndringen af den tredie verden (kanoner, skibe og jagerfly koster mange penge) – hvilket har ført til statslig gældsætning og et skattesystem baseret på overbeskatning – af arbejde – for at betale renterne (for ikke at tale om udsalg af offentlige serviceinstitutioner, som er blevet opbygget siden enevælden – med få knips på private hænder, for meget kortsigtede gevinster). Et system der betyder at alt andet lige har finansbranchen vokset lige siden – på bekostning af nationalstaternes magt og handlefrihed.
Et andet (og det væsentligste) problem går også tilbage til middelalderen – det er privat ejerskab til jord (dvs. beliggenheder) som da var på en lille priviligeret overklasses hænder – men siden er blevet fordelt på mange flere. Der er nu en stor middelklasse af boligejere, hvoraf en del må trælle for finansbranchen snarere end herremanden for at betale af på lån, der qua grundværdiernes spejling af samfundets økonomiske vækst (og forventning om yderligere vækst) bærer præg af en alt for høj og urealistisk vurdering. Ens situation på boligmarkedet handler for det meste om held. Man kan risikere at købe alt for dyrt og trælle for noget, som blot bliver ved med at falde i værdi – eller købe på det helt rette tidspunkt i et opsving, hvor investeringen kun bliver bedre med årene. Uanset hvad kommer man som boligejer i lommen på banken, og binder sig dermed til at skulle arbejde og trælle for at betale for finansieringen – af noget der ikke burde koste mere end de mursten, huset er bygget af.
Problemet består i at markedet for fast ejendom ikke opfører sig som andre markeder. Det er et marked i monopoler; i privilegier; i rettigheden til økonomisk udnyttelse af en given lokalitet. Det er dybest set en handel med privilegier, som er gået i arv igennem generationer, i mange tilfælde helt tilbage til middelalderen, hvor de på et eller andet tidspunkt blev tilranet ved erobring med militær magt. I tilfældet USA er tilraningen af noget nyere dato, ikke desto mindre blev USA’s magt grundlagt ved blodig erobring af indianernes land og slaveri af importeret arbejdskraft fra Afrika.
Hvad er så løsningen? Vi skal gøre omtrent det samme som det de enevældige fyrster gjorde i 1600-tallet, da de europæiske stater var på falittens rand efter adskillige blodige religionskrige, og som gjorde det muligt for centralmagten at vokse og udvide sin evne til at opbygge stærke stater med en forbedret offentlig service, og som derfor lagde grunden til oplysningstiden og europæisk velstand i adskillige generationer : vi skal gøre boet op, lave en national (og senere også global) opgørelse over vore grundværdier, og beskatte disse tilsvarende. En del af løsningen består således i en socialisering af vore fælles grundværdier ved gradvist at lade indkomstbeskatningen afløse af fuld grundskyld – fordi jorden og naturressourcerne retteligt tilhører os alle, og fordi værdistigningerne er skabt i fællesskab og ikke bør kunne indkasseres af den der tilfældigvis har købt fast ejendom på et gunstigt tidspunkt – men tværtimod bør kanaliseres tilbage i fællesskabets kasse – til gavn for alle (f.eks. i form af udbetalt dividende).
I Henriks indlæg lyder det bl.a. (i udlægningen af Mason, mine kommentarer i firkantede paranteser) :
Nedsmeltningen var ikke kun en krise for den globale økonomi men også for det neoliberale tankesæt. [Kunne ikke være mere enig] I dens efterdønninger er det dog ikke kun den neoliberale elite der må revidere sine økonomiske modeller. Kapitalismens kritikere må ligeledes genopfinde et politisk projekt, hvis de vil gøre sig håb om varige sociale forbedringer. Problemet er imidlertid, at de ikke har et sammenhængende verdensbillede at sætte i stedet for
Det er det vi er igang med at skabe og skitsere – jeg har selv tegnet og fortalt på min blog i de seneste tre indlæg især :
- Skatter! Skaaaatter! Underbara, tjusiga skatter!
- Live Aid-bevægelsen, Marx og statsgælden
- Et retfærdigt samfund
Der er i allerhøjeste grad et behov for at vi selv – uafhængigt af etablerede diskurser, medier og meningsmagere – stykker vore bidder af informationer og erfaringer sammen til en ny verdensforståelse – ét blogindlæg af gangen, og søger at realisere den politiske virkelighed vi ønsker. Vi kan ikke længere regne med at nogen andre gør dette for os.
Timeline
← NBC looks at Twitter and sees hamsters
→ Essay of the Day: On the importance of ‘P2P Plumbing’
