En kortfilm der blev lavet på Aabenraa Statsskole maj 2012, 3uMe, som en eksamensproduktion og kandidat til Vertigo Filmfestival. Blev dog ikke nomineret. ( http://vertigo.statsskole.dk/ ).
Filmen handler om den følelse af at være overrumplet af pres fra flere forskellige sider – de forventninger samfundet pålægger én. Et aktuelt emne, som gruppen har kunnet relatere til under hele produktions-processen.
Filmet, instrueret og redigeret af Kathrine Marie Graversen, Ashraf Rachid, Jakob Hansen og Frederik Højfeldt Nielsen.
Jeg har netop sendt nedenstående klage til DSB Kundeservice (efter med megen møje og besvær at have opstøvet en email-adresse til DSB) :
Til DSB Kundeservice,
Jeg ønsker hermed at indgive en klage over den rejse vi foretog med DSB 29/3 fra Odense til Berlin.
Jeg og min familie, ialt 2 voksne og 2 børn på hhv. 4 og 1 år havde 29/3 en mildest talt uheldig og skrækkelig oplevelse, da vi tog med InterCityExpress-toget fra Fredericia med retning mod Berlin – en rejse vi havde bestilt god tid i forvejen, fordi vi gerne ville give vores børn en god rejseoplevelse med toget – og ikke skulle skifte tog eller tilbringe lange ventetider i en lufthavn på vores rejse.
Det første der sker er at togføreren påtaler, at vi har en barnevogn og en klapvogn med toget – hvilket forlængst er blevet arrangeret med DSB da vi købte rejsen, hvorfor vi havde pladsbillet til barnevognen på strækningen Odense-Fredericia t/r. I toget til Berlin var det ikke muligt at bestille plads, men vi fik at vide, at vi gerne måtte medtage dem. Begge kan klappes fuldstændigt sammen, hvilket vi var igang med at foretage, da togføreren påtaler medbringelsen. Men idet medbringelsen af barnevognen er en klar forudsætning for at vi valgte at tage toget, forekommer det besynderligt, at dette skal påtales idet vi stiger ind i toget.
Vi kommer imidlertid efter dette godt afsted fra Fredericia, men efter kort tid tager rejsen en uventet drejning.
I nærheden af Vamdrup får vi at vide, at toget må holde stille og ikke kan køre videre, fordi der længere syd på strækningen har været en påkørsel – formodentlig af en person, men de nærmere omstændigheder kendes ikke.
Vi får at vide, at vi sandsynligvis skal videre med bus – selvom vi (vi og de passagerer vi talte med i nærheden) alle foretrak at afvente en normaldrift i toget, så vi fortsat (med nogen forsinkelse) kunne få den rejse til Berlin uden skift, som vi har bestilt og betalt, og for at undgå med besvær med at skulle have bagage og barnevogn m.v. ud og ind af tog og busser, bl.a. af hensyn til vores børns rejseoplevelse.
Det kan imidlertid ikke lade sig gøre at skaffe busser, tilsyneladende – hvorfor toget holder stille i adskillige timer – inden der så kommer noget information om, at politiet nu har afspærret strækningen og afsøger denne med hunde, hvorfor vi alligevel skal med nogle busser videre. Vi får endvidere oplyst, at der slet ikke længere er nogen lokofører på toget – denne har angiveligt forladt toget, fordi han/hun er blevet sat til at køre et andet tog.
Vi tager indtil videre situationen med ro og oprejst pande, pakker roligt sammen og får børn og barnevogn m.v. ud af toget for at stige ind i de busser, der skulle kommer.
Der ankommer nogle busser, som fyldes til bristepunktet med passagerer fra toget, og som skal køre os til Vojens – hvilket tager vel mindst en halv times tid, hvis ikke længere. Vores børn er allerede nu temmelig trætte – den ældste falder i søvn på sit sæde kort inden bussen kommer til Vojens, hvor hun må vækkes, da vi skal af, angiveligt fordi vi herfra skal videre med et tog sydpå. Angiveligt, fordi det er så sparsomt med information, og fordi der ingen DSB-medarbejder er med de busser vi transporteres med.
Den næste oplevelse tager for alvor kegler, da vi får forlydender om, at togdriften nu er “normaliseret” hvilket vi ved selvsyn kan konstatere, da der holder et IC3-tog, der – netop idet vi myldrer ind på perronen – kører i sydgående retning, tilsyneladende uden efterretninger om, at dette tog muligvis (vi ved det ikke) skuile have haft passagerer med fra InterCity Express toget. Under alle omstændigheder uhyre frustrerende at stå i Vojens på det tidspunkt, hvor vi ellers ville have været i Berlin, under andre omstændigheder. Ventetiden på perronen i Vojens er kold for os alle – men der kommer ikke noget tog der skal køre os sydpå. Damen i kiosken overrendes af mennesker, der vil vide noget, men hun kan blot henvise til 70 13 14 15, som jeg og flere andre forsøger at ringe til. Efter temmelig megen vente-musik og efter at have trykket sig igennem adskillige “brugervenlige” telefonmenuer, og efter at have talt med to medarbejdere fra DSB, hvoraf den ene ikke vidste noget, andet end at togdriften nu var “normaliseret” (hvad det så skulle hjælpe?), og en anden, som ikke kunne hjælpe, men derimod kunne fortælle at han ikke kunne stille os videre til de der kunne hjælpe os, fordi de var netop i dette øjeblik (sådan fremgik det af samtalen) var ved at blive fyret…! – Der står vel omkring et par hundrede mennesker på Vojens station og fryser, fordi de er blevet dumpet der af nogle busser som DSB har bestilt, og netop i det øjeblik vælger DSB at fyre udlandsdivisionen…
Jeg afslutter samtalen med DSB – flere andre har haft bedre held end jeg, og det forlyder at der nu igen vil komme nogle busser, som denne gang skal køre os til Flensburg, hvorfra vi da vil kunne tage et tog videre til Hamburg og herfra til Berlin.
Busturen til Flensburg forløber omtrent som turen fra Vamdrup til Vojens – dog er den længere, og idet bussen er en turistbus og ikke en rutebil, må barnevogn m.v. skilles helt ad og pakkes ned i bussens bagagerum – sammen med de mange andre barnevogne m.v. der skal med. Undervejs er der forlydender om, at der måske slet ikke var nogen personpåkørsel – men en påkørsel af en fugl – og at dette skulle være årsagen til, at politiet afspærrede strækningen og ikke kunne finde den påkørte person.
Modtagelsen af DB i Flensburg er eksemplarisk – der er en DB medarbejder der afventer de danske passagerer fra bussen og sørger for at bringe os alle helt hen til den rigtige perron og elevator. Man tænker uvægerligt – tænk, hvilken forskel det ville have gjort, om der havde været en DSB medarbejder med busser m.v. der på lignende vis havde kunnet guide og give ordentlig information. Men det skal senere vise sig, at DB ikke har noget at lade DSB høre, når alt kommer til alt.
Allerede i Hamburg – hvor der ingen information er udover den man selv kan opsøge i en informationsskranke – lykkes det at blive yderligere forsinket for os og de øvrige familier med barnevogne og små børn, der nu er blevet til en gruppe der følges ad. Det sker idet toget der afgår fra Hamburg mod Berlin nægter at tage os med, hvorfor vi må se på at toget ruller afsted foran snuden på os – og nu må vente yderligere på den næste forbindelse til Berlin, hvilket betyder at vi først er i Berlin omkring kl 21 onsdag aften.
Nu skulle man måske tro, at man ikke kan opleve flere uheldige oplevelser på sådan en togrejse. Men det er ikke tilfældet.
Da vi skal afrejse en lille uge senere fra Berlin med kurs mod Danmark viser det sig – informationerne kommer først, idet toget kommer ind til Berlin Hbhf. – at adskillige vogne, herunder de vogne, hvori vi havde bestilt plads, ganske enkelt ikke er tilkoblet toget, fordi de er “kaput”. Disse vil først blive tilkoblet i Hamburg, viser det sig. Igen er informationerne yderst mangelfulde. Resultatet er et tumultagtigt kaos på perronen og i de vogne der er på toget – 100 mennesker der forsøger at klemme sig ind i de samme togvogne, fordi de vogne de ellers skulle befinde sig i, ikke findes på toget. Vi rejser vel at mærke stadig med to små børn, og må tilbringe rejsen fra Berlin til Hamburg dels stående og siddende i en mellemgang i toget, og må finde os i at blive forulempet af andre passagerer, der nægter at trække længere ind i togvognen, hvilket forhindrer os og andre passager i at komme videre ind i toget. Ikke en undskyldning eller nogen form for kompensation eller plaster på såret gives der af DB i den forbindelse. Vi føler os faktisk godt gammeldags røvrendt. Det er efter mine begreber helt utænkeligt at DB ikke har haft informationer om de manglende vogne, som kunne have nået os på et langt tidligere tidspunkt. Vi har trods alt ventet på hovedbanegården i adskillige timer på vores tog, og en lille smule information på tavler eller fra en medarbejder ville have gjort underværker, for ikke at tale om, at det kunne have fået en langt højere prioritering at skaffe de nødvendige vogne.
Rejsen videre fra Hamburg til Fredericia forløber nogenlunde planmæssigt, bortset fra at toget her forsinkes så meget, at det ikke kan lade sig gøre for os at opnå forbindelse med det tog videre til Odense, som vi har pladsbilletter til. En mindre detalje – men måske virker det ikke specielt fremsynet at give os et “vindue” på så få minutter i Fredericia til at skifte tog, at der skal kun en mindre forsinkelse til, tilsyneladende, for at forbindelsen ikke kan opnås.
Jeg er desværre nødt til at sige, at vi efter denne rejseoplevelse vægrer os ved at vælge toget som rejseform næste gang vi skal ud at rejse med vores børn. Ikke pga. de opståede forsinkelser, men pga. den kluntede håndtering af situationerne – på både dansk og tysk side – af de uventede situationer, som skaber unødig usikkerhed, ekstra ventetid og stress.
Vi klager ikke over forsinkelsen af vores udrejse – vores rejse blev på lidt over 12 timer mod de forventede ca. 5 timer. Vi klager ikke over den uventede, opståede situation som vi var så uheldige at blive fanget i, som følge af en mulig personpåkørsel, hvilket i bekræftende fald er en dybt ubehagelig og sørgelig hændelse for alle involverede.
Vi klager over det, som vi har oplevet som en kluntet og usikker håndtering af situationen af DSB (og til dels DB), fravær af personale og service og af ordentlig information – og slet ingen som helst hensyntagen til at man som familie rejser med små børn, eller kompensation for, at man under ingen omstændigheder får et produkt der ligner det man har købt (en rejse uden skift og fravær af alt det besvær det indebærer). Vi klager også over, at forsinkelsen blev unødigt lang, pga den kluntede håndtering og dårlige information eller fravær af information og koordinering internt i DSB. Allerede da de første busser havde kørt os til Vojens fik vi via 70 13 14 15 at vide, at togdriften var “normaliseret” – og kunne til vores store frustration se tog køre sydpå – uden selv at kunne få lov til at køre med det tog vi havde købt billet til. DSB kunne have valgt at holde toget (og lokoføreren!) på strækningen og lade det køre videre til Berlin med den forsinkelse der nu engang var opstået – og på den måde undgå den umådeligt anstrengende – for os og vores børn, og for de øvrige rejsende, herunder mange andre familier med små børn – videre forsinkelse af vores rejse, herunder efterfølgende mange skift.
Vi klager også over, at vi på vores hjemrejse ej heller har fået det produkt vi har betalt for, denne gang uden nogen påviselig karakter af “force majeure”, som den formodede påkørsel på vores udrejse efter alt at dømme kan kategoriseres som.
Venlige hilsener,
Morten Blaabjerg
Vedhæftet indscannet kopi af vores togbilletter samt faktura fra DSB.
Denne henvendelse er samtidig med indsendelsen til DSB publiceret online på undertegnedes blog samt på TrustPilot.
PS. Vedr. den anvendte email-adresse : Jeg ønsker ikke at benytte diverse tilbudte online-formularer til at kontakte DSB, da det fratager mig muligheden for at beholde en kopi af min email. Jeg finder det ærligt talt ikke en rimelig brugeroplevelse af organisationens webside, at man skal have oplevelsen af at blive trukket rundt ved næsen, fordi man vil sende organisationen en email. Jeg vil opfordre jer til at finde en simpel og brugervenlig måde at anvende email i organisationen på, dvs. ganske enkelt publicere de relevante email-adresser, hvor det er muligt at finde dem. Hvis alle andre kan, hvorfor skulle DSB så ikke også kunne?
Jeg synes det er en kedelig sag, og specielt en kedelig sag at skulle bruge sin tid på.
Men jeg mener helt alvorligt, at det er en borgerpligt at oplyse om en så dårlig oplevelse som den vi har haft her, for at vise DSB (og andre virksomheder/organisationer) at de må stå til ansvar for deres dårlige kommunikation og kundehåndtering, og for på den måde – håber jeg – at fremprovokere en dialog. Alene det at DSB søger at undgå at publicere noget så simpelt som en emailadresse på deres hjemmeside signalerer for mig, at de ser deres organisation som en silo, der er løsrevet fra resten af samfundet og fra almindelig kontakt med deres kunder, på ligeværdige vilkår. DSB vil styre hvordan kontakten og kommunikationen skal finde sted. Men det er ikke en respektfuld måde at gå i dialog med nogen på, at stikke dem et online-skema og kalde det for en email. Det er på tide, at DSB rykker ud af siloen.
Det er ikke så meget forsinkelsen og det at blive udsat for en så tragisk hændelse, som det altid er, når nogen vælger at kaste sig ud foran et tog (hvis det da var det der skete) – men hele den måde organisationen fraskriver sig ansvar, i sin ageren og kommunikation, i selve toget, telefonisk og via nettet, i telefonmenuer, ventemusik, i besparelserne på personale osv. der fører til sådan nogle absurde situationer for virksomhedens kunder. Situationer man som kunde bringes i fordi virksomheden lider under nogle kort sagt forkerte forestillinger om hvordan den skal drive virksomhed. Forkerte, fordi de så åbenlyst skaber dårlige oplevelser for deres kunder og dårlig omtale – og vel derfor er kontraproduktive i fht. virksomhedens mål og mission?
Og det talt som en, der er daglig kunde hos DSB, og normalt er glad for det – som pendler på (en del af) den selvsamme strækning vi havde denne meget dårlige oplevelse med.
By special request, here’s Mason reprising his hit single on the Smothers Brothers reunion special. Ripped from a beat-up old VHS tape so the quality isn’t too good.
Let’s start off by saying that SOPA should never ever be passed. However, there’s an interesting parallel between the reasons cited by the entertainment industry when they push forward anti-piracy legislation and problems faced by file-sharing companies.
Enter the multi-million dollar business of P2P-scammers.
For more than a decade all sorts of shady companies have been ripping off novice file-sharers by tricking them into downloading scam products. Their sites appear to offer downloads for software such as uTorrent, Vuze, LimeWire and FrostWire, but the free clients come with a twist.
In some cases people have to pay for the download ‘service’ while others simply install a malware-infested program on users’ computers. There are even scam outfits that do both.
Talking to TorrentFreak, FrostWire‘s Angel Leon explains that because of these scams they get loads of refund requests every day, hurting the company’s reputation. The scammers on the other hand make huge profits.
“The big harm done here is to our trademark,” Leon says.
“They blatantly use our logo and our name, they’ve also managed to game Google big time with a shitload of content farm websites to the point that they’re placed 2nd in Google’s search results, so they must be making a killer.”
The pictures on the right are just a few examples of the thousands of scam sites on the Internet. All of them rip-off novice consumers by letting them download rogue versions of FrostWire.
“The damages we feel are basically our users being victims of these people and threatening us for something we haven’t done,” Leon told us.
“Then there’s all the work we do to promote our brand as the way to use P2P for legal purposes gone to hell, because of the way the scammers encourage copyright infringement,” he adds.
Unfortunately, there is not much file-sharing companies can do about these scams. FrostWire actually went as far as hiring a company that’s specialized in sending takedown requests, but without results. And even if one scam domain is shut down, another will replace it the day after.
Scammers know how to route around censorship.
According to Leon, Google isn’t very helpful either. While the legit version of FrostWire is not allowed to advertise on Google’s Adwords, the scammers are slipping through by the dozens.
“It’s very interesting to notice that somehow they manage to go past the Google AdWords guidelines and they spend a lot of money on advertising everyday on the “frostwire” related keywords,” Leon told TorrentFreak.
“On the other hand, if we try to advertise FrostWire as a file sending application, we get a boot from Google saying that we are P2P software.”
FrostWire and other file-sharing companies hope that enough people ask for a refund from the credit card companies so the scammers have a hard time accepting money. Other than that there’s not much they can do. Or is there?
Reading the above shows that the problems FrostWire and others face are similar to those described in the pro-SOPA talking points of the entertainment industries.
There is one major difference though. Unlike Hollywood, file-sharing companies such as FrostWire fully realize that such a broad censorship law would do more harm than good. Also, P2P scammers actually cause millions of dollars in damages to the public.
En betydelig del af disse udgifter skyldes udelukkede, at VKOs lovgivning kræver, at kontanthjælpsmodtagere skal straffes for udeblivelse fra aftaler. Dette er for smed at rette bager, fordi den største økonomiske straf rammer de uskyldige kommuner, som ikke må hjælpe borgerne med at få huslejen betalt.
Københavns kommune har opgjort, at udsættelser af borgere fra deres boliger ved fogedens mellemkomst koster 210.000 kr. pr sag i gennemsnit. Med 4405 sager i hele landet i 2011 bliver det en meningsløs udgift på 925 millioner kr.
Udlejerne, hvoraf 70 % er almene boligafdelinger, hvor tabet fordeles på de øvrige beboere, og 30 % er private udlejere, påføres tab omkring 115.000 kr. jfr. kommunens tal hovedsagelig fra KAB. I alle tilfælde rammes fuldstændig sagesløse og forsvarsløse mennesker af tabene, som samlet er omkring ½ milliard kr.
Årsager og delløsninger: 1 Kontanthjælpsloftet og fattigdomsydelserne har hidtil gjort det svært for mange at betale de simpleste regninger. Dette er en af årsagerne til fogedudsættelser, som SRSF + EL har fået sat en stopper for.
2
Straffesanktioner for udeblivelse
Det er lovfæstet at kommunerne skal straffe alle kontanthjælpsmodtagere, som ikke møder til kommunens befalede tider, ved at stoppe ydelserne indtil klienterne møder op. Det betyder med stor sandsynlighed, at de hverken har til mad og drikke eller til huslejen.
Her går det virkelig galt, for en ting er, at Folketinget har villet straffe de, der udebliver; men man straffer også de sociale myndigheder, såvel arbejdsmæssigt som økonomisk, foruden at man straffer udlejerne.
Det må være fuldt rigeligt at tage penge til mad og drikke fra folk.
3
Løsningsforslag
En rimelig løsning vil være, at sikre den største del af klientellet, på offentlig forsørgelse, ved at indgå aftale mellem ydelsesmodtager og kommune om, at huslejen betales direkte af kommunen, uden at straffe-sanktionerne rammer huslejen, til gengæld skal en sådan aftale være uopsigelig, ind til klienten enten flytter eller får egen indtægt, så de offentlige ydelser bortfalder.
Det vil være en udstrakt service over for ”de faste kunder”. Da servicen kan automatiseres vil det ikke koste kommunerne noget i det daglige, og kommunerne vil efterhånden som alle kommer med, kunne spare udsættelses-omkostningerne, op mod 1 milliard kr.
4
Betalingsdato, frem og tilbage
Muligheden, for at tømme og overtrække bankkontoen før huslejen skal betales, blev for kort tid siden forøget af VKO ved at skubbe betalingsfristen, hvorefter der rejste sig et krav om at rykke betalingsfristen til første bankdag i måneden.
Dette vil nok reducere mængden af tilfældige overtræk og restancer. Man kan derfor håbe og forvente at mængden af restancesager falder.
Derimod hjælper dato-stramningen ikke, de der har alvorlig uorden i økonomien, og måske aldrig læser rudekuverter og i øvrigt har rod i dagligdagen. De vil stadig have mellem 24 og 72 timer fra løn og ydelser går ind på kontoen til huslejen skal betales, og det kræver kun få minutter at tømme en bankkonto.
De svageste, der er de faste kunder i socialforvaltningerne og ved fogedudsættelserne bliver ikke hjulpet.
Der er kun en løsning og det at kommunerne får ret og pligt til at tilbyde aftaler jfr. punkt 3.
5
Uopsigelig sikkerhed
De, der opfatter en uopsigelig aftale som et problem, bør erindre, at en lejekontrakt på en bolig også principielt er uopsigelig fra udlejers side. Ved en lejekontrakt er der begrænsede muligheder for at bryde kontrakten, og ovenfor er ligeledes defineret en afgrænsning, således at aftalen afbrydes ved flytning eller fast arbejde.
Huslejen skal principielt betales uanset om lejer har lyst eller ej, og da klienterne (lejerne) ikke bør bruge pengene fra de indsættes den sidste bankdag i måneden til de skal betales den første bankdag i den følgende måned, så er den foreslåede betalingsaftale hverken et overgreb eller noget reelt tab, kun en gratis service, med henblik på at spare kommuner og udlejere for store uforudsigelige udgifter, og i øvrigt hjælpe de pågældende med at beholde tag over hovedet. Det er ikke det mindst vigtige.
6
Gældsrådgivning
Ovenstående er ”kun” en hjælp til de, der allerede er i det kommunale system som kontanthjælps modtagere og pensionister, altså hovedgruppen af udsættelsestruede.
Andre, der trues af udsættelse, er enten lavtlønnede i fast arbejde eller belastet af en høj husleje eller omfattende privat gæld.
Deres problemer kan ikke uden videre løses med automatiske administrative løsninger. De har behov for uvildig rådgivning.
Udlejerne må aldrig gøres til økonomiske rådgivere for lejerne. Hverken de private eller de almennyttige udlejere. Dels har de sjældent forudsætningerne, dels har de ingen lovfæstet tavshedspligt.
De velmente forsøg, der foregår nu i enkelte boligselskaber må betragtes som alvorlige misforståelser. Det eneste udlejerne med al rimelighed bør gøre er at forsyne lejerne med ansøgningsskema til boligsikring og de nødvendige oplysninger i den forbindelse og derefter sende lejerne til den kommunale borgerservice / socialkontor, og / eller til de få frivillige gældsrådgivninger, der findes i de større byer.
Antonella and I watched Terence Malik’s The Tree of Life (2011) a month or so ago, and I haven’t been able to get it out of my head since. Whatever you make of the craziness of the creation of the universe narrative interludes or the abstracted narrative structure, this film is a work of art of the highest magnitude. Like another great modernist Franz Kafka who could project dreams in his fragmented novels, Malik can project the impossible essence of memory on film. The way in which he captures the life of a family in Waco, Texas with only the dramatic arc of the wonder and dread that is everywhere around us always is wild. Innumerable times during the middle of this film I found Malik had again and again tapped into this sense of experience and memory that I thought was my own—a deep, respectful sense of the flawed beauty of the human condition. There are so many scenes I can point to that illustrate this, but one which continues to haunt and buoy me at once is the following scene where a child drowns in a water hole while a whole community helplessly looks on. A possibility that haunts every parent to the bone comes true in this scene—and the setting is gorgeous, the camera watches the commotion in the swimming hole from behind the parents, and the scene gets burned on your sensibility.
I’m really not sure if this film worked on me so deeply because of where I find myself in my life—40 years old, three kids, doing as much damage as good I am sure—or because it works in the world of memory sans nostalgia. A space of being there that pretends to neither idealism nor desolation, a sense of being in the past with emotion, depth, and difficulty. In this regard the oldest son, Jack O’Brien (Hunter McCracken) was superb as was Mr an Mrs. O’Brien (Brad Pitt and Jessica Chastain respectively). The father-son relationship in this film ran deep for me, a haven’t felt as fragile as a parent after watching this since the night Miles was born. That’s the effect you want a film to have, when the emotional and spiritual psyche gets blown away you know something is happening there.
The Sky is Rising. Himlen stiger. Sådan lyder titlen på en omfattende rapport, som bloggerne Mike Masnick og Michael Ho fra Techdirt har lavet om underholdningsindustriens økonomi. Rapporten er baseret dels på industriens egne tal, dels på hvad der er lavet af uafhængige undersøgelser om emnet. Konklusionen er klar: det går godt, måske ikke for alle i industrien, men der har været kontinuerlig vækst, også mens resten af den globale økonomi har været i krise.
Denne konklusion huer naturligvis ikke RettighedsAlliancen, der tjener sine penge som lobbyorganisation på at fortælle politikere præcis det modsatte. RettighedsAlliancen er en parablyorganisation, der bl.a. tæller så forskellige interessenter som musikere organiseret i fagforeningen Dansk Musikerforbund, såvel som deres arbejdsgivere i pladeselskaberne, organiseret i IFPI.
I Musikeren, Dansk Musikerforbunds fagblad, fandt man for nylig et forsøg på kritisk journalistik. Forsøget mundede ud i en påstand om at RetttighedsAlliancen ikke havde fået svar fra TechDirt på en anmodning om kildefortegnelse til The Sky is Rising, en kildefortegnelse som ellers er offentlig tilgængelig.
Det viser sig imidlertid at RettighedsAlliancen faktisk har fået svar fra TechDirt. Anmodningen blev bare ikke rettet officielt, men privat af RettighedsAlliancens studentermedhjælper gennem Techdirts kontaktformular. Studentermedhjælperen fik svar samme dag.
Denne afkobling mellem realiteterne og RettighedsAlliancens udtalelser fik Henrik Moltke, der har dækket The Sky is Rising-rapporten i Information og Harddisken, til at kommentere følgende til Musikerens artikel:
»Man kunne beskylde Rettighedsalliancen for at lyve, bruge uetiske metoder for at diskreditere en seriøs diskussionspartner, for at tale mod bedre vidende offentligt. Man kunne sige at det bestemt ikke er første gang. [...] Men det ville være forkert at synke til det niveau, så det gør jeg ikke.«
Det vil jeg så tillade mig at gøre:
RettighedsAlliancen lyver, når den påstår at have henvendt sig til TechDirt. RettighedsAlliancen lyver paradoksalt nok også, når den påstår at TechDirt ikke har reageret på henvendelsen, som blev rettet privat af en studentermedhjælper.
RettighedsAlliancen bruger uetiske metoder for at diskreditere en seriøs diskussionspartner, når en studentermedhjælper bliver sendt i byen under dække af sit studie i et fordækt forsøg på at finde fejl i en rapport, der underminerer Alliancens eksistensberettigelse.
RettighedsAlliancen taler mod bedre vidende offentligt og det er bestemt ikke første gang. Et nyligt eksempel er sagen om de 95%, som endte med at formand for DPA og bestyrelsesformand i KODA Ivan Pedersen såvel som Handelsminister Pia Olsen Dyhr begge måtte stå skoleret foran DR Detektor, efter at have brugt RettighedsAlliancens tal.
I virkeligheden burde det være RettighedsAlliancen selv, der skulle stå skoleret for åben skærm og forklare hvad det gør ved debatten, når den fremlægger kraftigt overdrevne tal, bl.a. for Folketingets kulturudvalg som begrundelse for at indføre brevmodellen.
In the age of endless sharing, super cookies, social search results, and that ever-present social graph, it’s comforting to know that there are some who are still prioritizing privacy. (And a few of them are former Googlers no less!) In October 2010, Google engineer Brian Kennish created Facebook Disconnect, a Chrome extension that disables all traffic from third-party sites to Facebook servers but still allows you to access Facebook itself. The extension was an immediate hit, racking up 50K active users in two weeks (it now has 200K+), prompting Kennish to leave his job at Google to focus full-time on helping the average web user take back control of their data.
Shortly thereafter the former Google engineer launched Disconnect, applying the same method behind Facebook Disconnect to other major third-party sites, like Digg, Google, Twitter, and Yahoo, enabling you to disable data tracking while you browse.
Now collectively attracting over 400K weekly active users, Kennish tells us his privacy-protection tools ended up being much more popular than he ever expected. As a result, he decided to turn the side project into a real company, co-founding Disconnect.me with another ex-Google engineer, Austin Chau and consumer rights advocate Casey Oppenheim.
The company, which officially launched late last year, is founded on a simple premise: Personal data should belong to people, not corporations. So, the team is building Disconnect.me into a full-fledged platform that allows users to control who does what with their data online, Kennish says. The first step is to help users stop the free flow of personal information to third-parties, he says, while step two will be giving users customized controls that allow them to share personal info when and how they deem fit. (To give you a sense of how big he thinks this problem is, watch this video here.)
To help them in their crusade, the team has raised $600K in seed funding, led by Highland Capital Partners with participation from Charles River Ventures, and angels investors like David Cancel, Mark Jacobstein, Ramesh Haridas, Vikas Taneja, Chris Hobbs, and Andy Toebben.
Both to celebrate their new raise and to provide users with a response to Google consolidating its privacy policy (which, in fact, rolled 70 different policies into one, allowing the company to combine all data it has on you into a single profile), the team is launching Google Disconnect and Twitter Disconnect for Chrome, Firefox, and Safari.
These extensions are similar to Facebook Disconnect and follow the recent addition of Facebook Disconnect to Firefox and Safari. And, of course, some may also be familiar with Kennish from Frictionless, which he built with Nik Cubrilovic to take having to download a Facebook app out of the process of reading news on the social network. (Read John’s coverage here.)
The app was an awesome solution to a grievance many have experienced when reading social news, and Kennish says he expected the extension to get some traction, but it only had about 3K active users at its peak, and with Facebook iterating on its UI, Kennish said they had trouble keeping up, and decided to put the app “in hibernation.” Although, with some pressure, we may be able to convince the guys to bring it back.
In the meantime, Disconnect.me is going to be focusing on protecting you from the thousands of companies that track, analyze, and auction off your browsing and search histories without so much as a peep to you or the millions of other web surfers out there. And, by the way, Disconnect.me doesn’t collect your IP address or any personal info, unless you want to give them your email address, of course.
This also especially relevant given this post from Gizmodo today about nuking your search history and the case against Google.
I’ll leave the last word on The Budget to Dick Puddlecote and move on to more pressing matters.
1. Khards over at HPC (which seems to be defunct at the time of writing) said he’d mentioned LVT to his colleagues, and one of the rhetorical questions put to him, was: “Ah yes, but what about a high earner foreign couple who are over here to earn as much as they can, live in a small flat and want to return home again in a couple of years? Is it ‘fair’ that they get away with paying less tax than a single earner family in a ‘modest’ house with a garden, where mum stays at home with the kids?”
Answer: it’s a trick question, because it is a diagonal comparison (notwithstanding the Child Benefit which the family gets and the two-earner couple doesn’t, which evens things out).
The reply is: if there are two high earner foreign couples and one lives in a big house and the other in a small flat, is it fair that the couple which occupies more land, which is a scarce resource (in an economic rather than a literal sense) pays more? Yes.
And if there are two single-earner families, one of them can only afford a small flat and has to take the kids to the park to play, and the other can afford a ‘modest’ house with a garden, is it ‘fair’ that the wealthier couple pays more? Yes.
2. Another common diagonal comparison is: “What about a pensioner couple who’ve paid taxes all their life, if there are four young people sharing the house next door using twice as much local services. Why shouldn’t the four young people pay twice as much?”
Bullshit. Why not compare four young people who can only afford a house-share with a two-earner couple next door who can afford a house to themselves? The four sharers are prepared to put up with the aggro of sharing so that they can benefit from sharing the rent, the utilities etc. Sharing is usually not a choice, it’s a necessity. If the two-earner couple can afford a house to themselves, that’s their choice and good luck to them; they are always welcome to take in two paying lodgers if they want to pay less tax and have more money to spend on cars or holidays.
And why not compare a pensioner couple with a large house to themselves with a pensioner couple in a small flat? Why is it ‘unfair’ for the pensioner couple in the large house to pay more than the pensioner couple in the small flat?
3. Then the diagonal comparisons are taken to extremes: “What about a Poor Widow In A Mansion who bought the house for 12’6 back in the 1940s; why should she pay more tax than a millionaire who lives in a bedsit? That gain is only on paper, she doesn’t have a cash income to pay the tax.”
Nope. Let’s do a proper comparison. Why shouldn’t the Poor Widow, who has struck property gold and won the lottery of life and who can bank her winnings any time and still afford somewhere nice with enough money left over to pay the tax for the rest of her life, pay more than a genuinely Poor Widow [whose husband was a coal miner and died of lung disease twenty years ago etc] who still lives in a back-to-back that’s barely beaten inflation since the 1940s?
Apart from the fact that there are very few millionaires who live in bedsits (with or without LVT, you can save a lot of money by trading down from a swanky home into a bedsit – how many of them do?), if one millionaire really chooses to live in a bed sit to save money and another millionaire wants to live in a nice house, why is it so terrible if the millionaire in the bedsit pays less tax? If you are going to argue that both millionaires ‘should’ pay the same amount of tax, then you might as well argue that non-smokers ought to cough up a few hundred quid tobacco duty every year, or that teetotallers should pay a few hundred quid alcohol duty.
4. The Homeys then usually take the “millionaire in a bedsit” example to extremes and say that all millionaires would trade down and so the tax base would collapse. Well, apart from the fact it wouldn’t happen (or else why don’t millionaires buy a second hand banger for £1,000 instead of a Bentley for £100,000, which includes about £50,000 in embedded taxes?), so what if they did? If everybody sold their second homes and holiday homes, if all empty homes came onto the market, then the price of housing will fall until somebody else is willing to buy them; and the people most likely to buy them are people who want to actually live in them (or buy them to rent out to somebody who wants to live in it).
So what is the net impact of all this? Very little indeed. At the moment, we’ve got twenty-six million homes and twenty-six million households to live in them; once everybody has sold up for as much as they can get and moved out, prices will – by definition – fall to a level where everybody can promptly afford to move back in again because it’s so cheap, then we’d have twenty-six million homes with, er, twenty-six million households living in them.
Of course, in the highly unrealistic scenario that everybody flatly refused to pay more than a bare minimum of LVT and desperately tried to trade down, take in lodgers, stay living with their parents etc, then yes, LVT revenues would fall, but so would the price of housing (the two move in tandem). Those are Good Things, not Bad Things!!
That would reduce the cost of living enormously and we’d hardly need a welfare system or the taxes to pay for it; because people would have enough money left over from their wages (after paying a small amount for buying a home and LVT) to pay to send their children to school; to take out their own medical insurance, unemployment insurance, to save up for their old age etc.
Don’t forget, even if the selling price or rents of all the housing in Wales or the north of England fell so low that the corresponding LVT revenues were +/- £nil, there will always be enough people prepared to pay £5,000 a year more than £nil to live in or near London or in the south west (I know that I certainly would, as would millions of others).
Even if the tax raised from houses in the rough part of town were +/- £nil, people will always be happy to pay £1,000 a year more than £nil to have a house overlooking the park, nearer the station or near the best school (again, I know that I certainly would, as would millions of others), with a gradient in between, so the tax will always average out at a couple of thousand pounds a year per household.
This – together with Business Rates, which disproves the ‘collapsing revenues’ theory anyway – would still be quite enough tax revenue to pay for the core functions of the state, which are a laughable one-tenth or so of total current government spending, and everybody else can live their lives free of any sort of publicly or privately collected taxes.
